// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Faderskabsantologi
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Antologi

Faderskabsantologi

Skrevet af den 2. april 2024 – 05:38Ingen kommentarer

Faderskabsantologien fra Cris & Guldmann er en rigtig fin antologi om, hvad faderskabet kan være med en række fine tekster, der varierer mellem poesi, prosa og illustrationer. Her skriver forfatterne bl.a. om alt fra fødselseftervirkninger, parforholdet og dets forandring, tværkulturelle refleksioner til komisk/realistiske dagbogsnedslag.

Samlingen er til den eksperimenterende side, men der løber også et mere konkret klarsyn gennem dele af teksterne, der bringer nye aspekter og nuancer til, hvad det vil sige at være far i 2020’erne. Jeg holdt især af at læse Lars Frosts ”Træning”, hvor parforholdet og den utilstrækkelige far foldes ud i en nådesløs og lettere komisk tone, som det fx foldes ud her: ”Hvert øjeblik, sådan føles det, hvert andet minut er der et eller andet, der kan antænde mig, slukke mig, pirre mig, tirre mig, opildne og kilde mig. Jeg er i alle henseender opfarende. Jeg er helt igennem vrissen.”

Desuden var Mikas Langs digte i afsnittet ”Byrden er også et omkvæd der løber igennem dig” ganske fremragende, som hans værker i øvrigt. Han kombinerer konkrete, sanselige erfaringer med udsnit fra den afrikanske diaspora-litteratur, og væver på den måde sin egen historie ind i en større kontekst. Her kommer et par eksempler på de mere nære erfaringer: ”blæseren er på overarbejde / hjemmet spændt til / bristepunktet” og ”hjertet fulde af farveblyanter / kruseduller til farfar / prikker til patti”.

Jonas Okholm Jensen skriver i sit afsnit ”Djævelen bor i helvede” én af de mest rammende tekster om Aula (åh gud!), der indkapsler dens altædende indtog i en forælders tilværelse.

En rigtig fin samling, hvor der veksles ubesværet mellem noget seriøst og sjovt. Mellem de teksttætte prosafortællinger og de fjerlette digte. Her er lidt til enhver smag, og det meste har sin berettigelse i samlingen, så læs lidt om fædre og dyk ned i andre af forfatternes værker.

Faderskabsantologi, Duncan Wiese, Mikas Lang, Tue Michael Hansen, Lars Frost, Jonas Okholm Jensen, Kristina Nya Glaffey, Juni 2023, Forlaget Cris & Guldmann, 125 sider.

Der er lukket for kommentarer.