Gæsteanmeldelse af forfatter og litteraturformilder Daniel Boysen

I Djinn møder du sanselige digte om at lære livet at kende i det skjulte; at holde nærvær og ærlighed for sig selv. I hvert fald et langt stykke henad vejen, indtil jeg’et står ved sig selv og sine erfaringer med at være queer og muslim – og i den forbindelse at være spændt ud mellem euforisk lyst og kærlighed og fortabelse.

Digtene er delt op i forskellige koncepter, eller rammer, hvor der fx er ”Kærlighedsbesværgelse” og ”Cirkler” som gentagende rammer, mens andre digte væver sig ind i fortællingen og kredser om nogle af de samme tematikker. Det er digte fra samfundets bund, fra et svært liv, hvor Layla og Majnun, der er en slags pendant til Romeo og Julie (eller omvendt), hvor de skilles og finder sammen gang på gang og kærligheden gør Majnun vanvittig (kilde: https://www.baytalfann.com/post/layla-and-majnun-a-love-story).

Det siger måske sig selv, at det er svært at leve i en familie, hvor forældrene hele tiden er ved at gå fra hinanden, og det skaber også en splittelse for både jeg’et og dennes søster. Og brud følger. Traumerne har sin berettigelse i digtene, men der hvor samlingen for alvor løfter sig, er i beskrivelsen af ritualerne, kærligheden og at lære sig selv at kende i det skjulte.

Læs fx de her uddrag: ”min arabisklærer / kalder mig for sin gazelle / min lille cypres / og tvinger mig til at gøre i skjul / hvad jeg ønsker at gøre i offentlighed / danse rundt i kjole og bare fødder” og ”for alle historierne læser os / at en dreng der er til drenge / er en død dreng”. Samlingen igennem er der hele tiden kontrasten mellem den lette forelskelse og de svære erkendelser. Det fungerer rigtig godt, og der er mange rørende øjeblikke undervejs.

En anden virkelig god ting ved digtsamlingen er Sadaqs evne til at sætte en scene, sanseligt at føre læseren ind i maddufte, lyst, tvivl, angst og usynlige eksistensers gang på jord. Særligt de korte digte er tragisk-vidunderlige, som dette digt om et tab: ”Hans mor / følger mig stadig / på Instagram / det er flere år siden / han sprang bomben og forsvandt / jeg vil tilbage til de dage / han plejede at like / mine statusopdateringer / på Facebook”.

Virkelig gode digte, langt hen ad vejen, på trods af nogle få steder, hvor det bliver lige selvhøjtideligt nok, eller distanceret, prøver for meget at være noget. Heldigvis er langt det meste virkelig interessant, lettilgængeligt, men alligevel med gode kontraster.

Lille afslutningsnote: Det er lidt ærgerligt rent redaktionelt, at Tomas Lagermand Lundme er stavet forkert i kolofonen, der har sneget sig et h ind, ligesom Animah en enkelt gang bliver til Amina, hvor h’et til gengæld mangler (måske er det to forskellige personer, det virker bare ikke sådan?). Det distraherer den opmærksomme læser.

Elias Sadaq, Djinn, Gyldendal, Marts 2024, 82 sider.