// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser p√• nettet » Elias Sadaq: Djinn
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Digte

Elias Sadaq: Djinn

Skrevet af den 21. marts 2024 – 05:21Ingen kommentarer

Gæsteanmeldelse af forfatter og litteraturformilder Daniel Boysen

I Djinn m√łder du sanselige digte om at l√¶re livet at kende i det skjulte; at holde n√¶rv√¶r og √¶rlighed for sig selv. I hvert fald et langt stykke henad vejen, indtil jeg‚Äôet st√•r ved sig selv og sine erfaringer med at v√¶re queer og muslim ‚Äď og i den forbindelse at v√¶re sp√¶ndt ud mellem euforisk lyst og k√¶rlighed og fortabelse.

Digtene er delt op i forskellige koncepter, eller rammer, hvor der fx er ‚ÄĚK√¶rlighedsbesv√¶rgelse‚ÄĚ og ‚ÄĚCirkler‚ÄĚ som gentagende rammer, mens andre digte v√¶ver sig ind i fort√¶llingen og kredser om nogle af de samme tematikker. Det er digte fra samfundets bund, fra et sv√¶rt liv, hvor Layla og Majnun, der er en slags pendant til Romeo og Julie (eller omvendt), hvor de skilles og finder sammen gang p√• gang og k√¶rligheden g√łr Majnun vanvittig (kilde: https://www.baytalfann.com/post/layla-and-majnun-a-love-story).

Det siger m√•ske sig selv, at det er sv√¶rt at leve i en familie, hvor for√¶ldrene hele tiden er ved at g√• fra hinanden, og det skaber ogs√• en splittelse for b√•de jeg‚Äôet og dennes s√łster. Og brud f√łlger. Traumerne har sin berettigelse i digtene, men der hvor samlingen for alvor l√łfter sig, er i beskrivelsen af ritualerne, k√¶rligheden og at l√¶re sig selv at kende i det skjulte.

L√¶s fx de her uddrag: ‚ÄĚmin arabiskl√¶rer / kalder mig for sin gazelle / min lille cypres / og tvinger mig til at g√łre i skjul / hvad jeg √łnsker at g√łre i offentlighed / danse rundt i kjole og bare f√łdder‚ÄĚ og ‚ÄĚfor alle historierne l√¶ser os / at en dreng der er til drenge / er en d√łd dreng‚ÄĚ. Samlingen igennem er der hele tiden kontrasten mellem den lette forelskelse og de sv√¶re erkendelser. Det fungerer rigtig godt, og der er mange r√łrende √łjeblikke undervejs.

En anden virkelig god ting ved digtsamlingen er Sadaqs evne til at s√¶tte en scene, sanseligt at f√łre l√¶seren ind i maddufte, lyst, tvivl, angst og usynlige eksistensers gang p√• jord. S√¶rligt de korte digte er tragisk-vidunderlige, som dette digt om et tab: ‚ÄĚHans mor / f√łlger mig stadig / p√• Instagram / det er flere √•r siden / han sprang bomben og forsvandt / jeg vil tilbage til de dage / han plejede at like / mine statusopdateringer / p√• Facebook‚ÄĚ.

Virkelig gode digte, langt hen ad vejen, p√• trods af nogle f√• steder, hvor det bliver lige selvh√łjtideligt nok, eller distanceret, pr√łver for meget at v√¶re noget. Heldigvis er langt det meste virkelig interessant, lettilg√¶ngeligt, men alligevel med gode kontraster.

Lille afslutningsnote: Det er lidt ærgerligt rent redaktionelt, at Tomas Lagermand Lundme er stavet forkert i kolofonen, der har sneget sig et h ind, ligesom Animah en enkelt gang bliver til Amina, hvor h’et til gengæld mangler (måske er det to forskellige personer, det virker bare ikke sådan?). Det distraherer den opmærksomme læser.

Elias Sadaq, Djinn, Gyldendal, Marts 2024, 82 sider.

Der er lukket for kommentarer.