Jeg må indrømme, at jeg var temmelig skeptisk, da jeg fik bogen “Julia” i hånden. Den genskriver George Orwells ikoniske mesterværk “1984”, nu set fra en kvindes perspektiv. Men bogen blev rost til skyerne i udlandet, da den udkom, og jeg var nysgerrig på at se den orwellske rædselsverden fra en kvindes synspunkt.

1984 udkom i 1949, og beskriver et totalitært mareridtssamfund ude i fremtiden (i 1984). Her overvåger systemet, personificeret ved karakteren Big Brother, alle borgere i et stærkt klasseopdelt samfund, der er underlagt alt fra tankepoliti til tortur. Af udseende minder Big Brother om Stalin, og det er da også stalinismen, der er udgangspunkt for Orwells fremtidsgyser. Hovedpersonen i romanen er Winston Smith, der repræsenterer “den almindelige mand”, “manden på gaden” om vi vil, der er et uskyldigt offer for de politiske magtstrukturer. Da han indleder et forbudt forhold til den unge kvinde Julia, begynder deres verden at vakle.

Orwells dystopiske roman er gang på gang med på listen over verdens bedste og vigtigste bøger. Men i dag kritiseres Orwells kvindesyn af mange, og ved genlæsning må jeg give kritikerne ret. Alle tillægsord, der omtaler kvinder er stort set negative. (Gen)Læs selv, og se, om du er enig.

I den nye roman “Julia” ser vi ikke længere tingene fra Winstons perspektiv, men derimod fra kæresten Julias, i en stærk læsværdig historie, der både sender hilsner til Margareth Atwoods “Tjenerindens fortællinger” og TV-serien “Silo”, hvor den kvindelige hovedperson også er en stærk og selvstændig mekaniker, der kan klare næsten alt.

Julia arbejder i fiktionsafdelingen ved Ministeriet for Sandhed. Hun er mønsterborger, og trives fint uden at tage stilling til det problematiske regime. Hun er fremragende til at navigere i en verden med konstant overvågning – hun er en sand overlever. På overfladen er hun en god samfundsborger, men som tekniker ved hun, hvor alle mikrofoner og kameraer er, og kan derfor omgås dem. Hun handler med sortbørsvarer, og er altid klar med lidt bestikkelse samtidig med, at hun fromt fremsiger de politiske slogans. Hun elsker sex (selvom hun er medlem af en politisk korrekt anti-sex gruppe), som hun prøver at dyrke en masse af, på trods af samfundets forbud imod sex udenfor ægteskabet. Da hun indleder et forbudt forhold til Winston Smith, mister hun grebet, og kan ikke længere begå sig i den totalitære verden, som hun plejede. Tappert prøver hun at overleve i den Orwellske rædselsvækkende mareridtsverden.

Bogen er skrevet af den anerkendte amerikanske forfatter Sandra Newman (født 1965), som blev opfordret til at skrive “Julia” af Orwells arvinger. Og det gør hun imponerende godt. Bogen er vildt spændende, og Newman lykkedes med at skabe sin helt sin egen fortælling, samtidig med at skelettet til Orwells mesterværk bevares.

Julia er en spændende mangefacetteret karakter, og bogen hudfletter på sin egen måde, hvor ødelæggende et diktatur er. Hvis Orwells 1984 handlede om Stalins Rusland, trækker Newman nutidige tråde til både tidligere præsident Trumps USA og Putins Rusland. Som en lille note kan det nævnes, at 1984 atter ligger på hitlisterne i Rusland.

Bogen står så solidt på egne ben, at den godt kan læses, selvom man ikke kan har læst 1984. Men hvis du har den til gode, så kast dig endelig over den også, og læs nærværende bog bagefter. De er et utrolig interessant makkerpar, der udgør et raffineret universelt hele.

Hvis man vil vide mere om den nye forskning omkring George Orwells kvindesyn, så anbefaler jeg, at man hører det fremragende program Skønlitteratur på P1 “Orwell og damerne”, sendt 17. april 2024.

Sandra Newman, Julia, Turbine, 380 sider, udkom 29. februar 2024, oversat af Signe Lyng.