// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Ahmed Samsam og Jens Anton Bjørnager: Samsam
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Samfund

Ahmed Samsam og Jens Anton Bjørnager: Samsam

Skrevet af den 18. marts 2024 – 04:24Ingen kommentarer

Der er blevet skrevet rigtig mange artikler og lavet rigtig mange podcasts og tv-indslag om Ahmed Samsam, og om hvordan han angiveligt arbejdede undercover i Syrien som agent for de danske efterretningstjenester. Og om at de ikke gjorde noget, da han så senere blev dømt for terrorisme i Spanien og sat til at afsonne otte års fængsel.

Mediedækningen har dog næsten udelukkende handlet om Samsam som offer for et justitsmord. Og ikke særlig meget om hvem Ahmed Samsam egentlig er, hvor han kommer fra og hvordan han endte op i Syrien.

Men den historie får vi nu i denne bog skrevet af Ahmed Samsam og en af de journalister, som har skrevet mest om sagen. Og historien er selvfølgelig mere nuanceret end som så.

Ahmed Samsam var op til sin anholdelse i Spanien en dybt kriminel ung mand med sit moralkodeks, hvor han godt må sælge stoffer i sit kvarter, men andre må bestemt ikke. Og en ung mand med en særdeles kort lunte, som ryger ind og ud af fængsler allerede fra teenageårene. Dybt usympatisk og utilpasset.

Bogen sætter en tyk streg under det, som mediedækningen også har dokumenteret. Samsam VAR agent for PET og FE i Syrien. Detaljerne i Samsams beskrivelse af samarbejdet med tjenesterne er for præcise til, at det ikke skulle være sandt.

Det er dog stadig et åbent spørgsmål om hvorvidt spanierne med rette anholdte og straffede Samsam for ting, som han lavede efter at samarbejdet med de danske tjenester var ophørt. Det får vi aldrig hundrede procent manet i jorden. Og det skyldes blandt andet, at Bjørnager ikke påtager sig rollen som den objektive journalist, der trykprøver Samsams påstande.

Vi får kun hans version af værdien af de spanske beviser. Og man sidder tilbage med en undren over, at Samsam kan blive dømt i den ene spanske retsinstans efter den anden, hvis det hele er opspind.

Bogens helt store problem er, at det hele vejen igennem er et partsindlæg, hvor journalisten Jens Anton Bjørnager på ingen måde leverer en objektiv dækning. Han udfordrer på ingen måde Samsams påstande eller præsenterer modargumenter.

Så opdelingen med, at nogle kapitler er Samsams, og nogle kapitler er Bjørnagers, giver reelt ingen mening. For Bjørnager har givet køb på sin journalistiske objektivitet og er gået all-in på at præsentere Samsams version af det, som på bagsiden af bogen kaldes en “af de største efterretningsskandaler i nyere tid”.

Vi må derfor håbe, at dette ikke bliver den sidste bog om Samsam-sagen. For det er desværre blot endnu et meget farvet partsindlæg, som ligger sig i slipstrømmen af store dele af mediedækningen i især Berlingske og DR.

Ahmed Samsam og Jens Anton Bjørnager: Samsam – mit liv som bandekriminel, syrienkriger og agent for Danmark. Lindhardt og ringhof, 2024. 336 sider.

Der er lukket for kommentarer.