Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle komme til at interessere mig for blæksprutter, men det fik Anne Cathrine Bomanns skønne roman Akvariet da lige lavet om på! Nuvel nu handler bogen ikke om blæksprutter, selvom Rosa spiller en central og markant rolle i historien, men romanen tager derimod fat på det alvorlige og nok også lettere tabubelagte felt, nemlig hvad sker der i venskabsrelationerne, når nogle begynder at stifte familie og få børn, mens andre bare gerne vil holde fast i det, man har?

Maiken og Vigga er rigtige gode venner. Maiken er faktisk Viggas eneste ven, da Vigga har det svært med de sociale konventioner og har svært ved at finde sin plads i livet. Hun føler ikke, at hun passer ind, og hun oplever, at hun ofte får sagt det forkerte, så i stedet for at trække folk til sig, kommer hun tit til at skubbe dem væk. Maiken har dog holdt fast, men noget brister, da Maiken fortæller, at hun er gravid. Vigga er kommet i aktivering på Oceanet, og mens hun forsøger at finde sig til rette i det, opstår der en varm og spændende relation mellem hende og blæksprutten Rosa, samtidig med at hendes forhold til Maiken bliver mere og mere anstrengt.

Ja, det lyder helt skørt, at Vigga bliver gode venner med en blæksprutte, men den relation, som opstår de to imellem, er skrevet så hjertevarm og skrøbelig, at man vitterligt tror på den. Der er noget sprødt og unikt imellem dem, og igennem deres venskab lærer vi som læsere også noget om dette spændende væsen, som en blæksprutte er. Tænk at have tre hjerter, og fangarme hvorpå alle ens sanser sidder?!

Jeg er fuld af beundring over, hvor smukt Anne Cathrine Bomann kan beskrive disse relationelle forandringer, som sker i venskaber, frem. Det er gjort med en nænsomhed, men også med en skarp og koncis pen. Dertil syntes jeg, der er en genistreg at anvende akvariet som scene for fortællingen, for hvornår er vi betalende gæster i vores eget liv, hvor vi står udenfor og ser ind i akvariet og bare ser alt flyde forbi vores øjne, og hvornår er vi selv dem, som bliver beskuet? Ja, kan vi overhovedet sætte dette skel op, eller har vi ligesom blæksprutten Rosa fangarme ude, som sanser og forholder sig til alle de indtryk og aftryk, der bliver givet? Måske er det ikke så meget et glas, der er i akvariet, som det er et spejl?!

Anne Cathrine Bomann har tidligere skrevet de anmelderroste bøger Agathe og Blå toner, disse er også anmeldt her på bogblogger.dk.

Anne Cathrine Bomann, Akvariet, Lindhardt og Ringhof, 2024, 260 sider.