Hvis man ønsker at blive taget med på en perspektiverende vandring i den moderne kulturhistorie, kan man godt begynde at snøre støvlerne og spidse vandrestavene. “På væggen” lader os møde en række af de skelsættende kunstnere som lagde grundstenen til vores fælles kulturarv.

“Dengang jeg for mange år siden flyttede alene ud på landet – som en fremmed i dette land – satte jeg straks forfatterportrætter op på væggen for at have nogen at snakke med. For så var landet ikke længere fremmed i mig. Hvad enten forfattere er levende eller døde, forbliver de ens nærmeste.”

Med de ord indledes Brøggers seneste værk “På væggen”. Og så såre vi åbner bogen, hilses vi stemningsfyldt velkommen af de mange føromtalte portrætter, som meget smukt og effektfuldt er trykt på indersiden af bogens forside. De tæller blandt andet Colette, Oscar Wilde, Pia Juhl, Simone De Beauvoir, Karen Blixen, Pipi Langstrømpe, Astrid Lindgreen, Agnes Henningsen, Tove Jansson, Selma Lagerlöf, Henry Miller, Herman Bang, Billie Holiday og Charlie Parker. Og når bogen slutter bydes vi fornemt farvel af yderligere en række stærke portrætter trykt på indersiden af bogens bagside. Blandet andet Marcel Proust, Tove Ditlevsen, Amalie Skram, Siri Hustvedt, Gertrude Stein og Virginia Woolf. Billeder og forbilleder, som alle har været med til at præge Brøggers udvikling og dannelse som kunstner og menneske.

Undervejs i bogen puster Brøgger liv i dem alle med refleksioner og analyser, men også sjældne beretninger fra deres liv og skelsættende møder. Det flyder med sprudlende anekdoter, guldrandede perspektiveringer, der fx fik undertegnede til straks at genlæse Agnes Henningsens erindringer – og hendes – på mange måder stadig relevante – kritik af stivnede kønsroller og mandlig dominans.

“På væggen” er en hybrid mellem selvbiografi og essaysamling. Tilsat masser af name-dropping. Hvert essay har et tema, der knytter sig til en af de portrætterede kunstnere. Der hele tiden spejles i forfatterens eget liv og sindbillede. Det geniale greb er, at dette spejl, denne kulturprisme også holdes op imod læseren – og vores kollektive hukommelse og dannelse – så vi bliver frydefuldt opmærksom på vores fælles kulturhistorie. Mens jeg læser, finder jeg pludselig svaret på det evige spørgsmål om, hvem man helst vil sidde til bords med en hel aften, hvis man selv kunne vælge. Det må være Suzanne Brøgger. Den måde hun gavmildt deler ud af sin imponerende viden – ja hendes vidnesbyrd – kunne jeg lægge øre til i timevis. Og så er hun jo også selv et kulturhistorisk ikon.

Bogen er spækket med interessante tanker og skelsættende møder. Som for eksempel når Brøgger inviteres indenfor i Henry Millers hus i Pacificere Palisades i Los Angeles i 1970’erne (i øvrigt samme vej som Thomas Mann boede på som flytning fra nazismen), hvor hun både besøger hans lyserøde soveværelse, der også fungerer som gæsteværelse, og hans berømte badeværelse “dekoreret med en overvældende blanding af erotika og spirituelle symboler”. Hvad jeg ikke vidste var, at Henry Miller havde anmeldt Brøggers første bog “Fri os fra kærligheden” i “The New York Times”, og kaldte hende “My Danish Sherazade”.

“Not sinse the days of Rabelais have I read anything, by man or woman, as daring and courageous as this book by a Danish woman”.

Jeg har selv studeret Miller og den berømte trekant Henry, June og Nin på et universitet i London, og slugte dette vidnesbyrd råt. Tænk at have besøgt Henry Miller! Tænk at være anmeldt og rost af Miller!

Eller når Brøgger – fuldstændig up to date – læser sig ind i vores samtid og giver tankevækkende perspektiver på Joan Didions beskrivelse af mor-datter-forhold og tolker Siri Hustvedts betragtninger om seksualitet, eros og frigørelse uendeligt klogt.

Desuden kommer hun med en relevant samfundskritik, når hun påpeger, hvordan teknologien er ved at ødelægge vores intimsfære. Og så er vi tilbage ved udgangspunktet. For når verden går i stykker “kan vi kun gendanne og reparere ved at genfortælle den”. Og det er her forfatterne, filosofferne, kunstnerne på væggen kommer ind i billedet.

De kan nemlig bevæge sig i revnernes poetik og sprækkernes dybde, og lade læseren træde ind og fortsætte reparationsarbejdet.

“På væggen” er uendelig klog og bragende begavet, og man lader sig glædeligt hvirvle i den generøse strøm af kulturhistorie, som vi alle bør værne så meget om.

Suzanne Brøgger, På Væggen, Gyldendal, 200 sider, Februar 2024.