Gæsteanmeldelse af Karen Dich

Der er bøger, som nærmest læser sig selv; øjnene glider over siderne, siderne glider gennem fingrene. Og så er der bøger, hvor øjne stopper, hvor man må gå tilbage og læse sætninger igen for at forstå, begribe, hvad der egentlig står.

Emily Holmes Colemans roman Et gitter af sne er af den sidste slags. Det skyldes både sproget og det, der beskrives; begge dele er svært at forstå. Heldigvis, fristes jeg til at sige.

Romanen, der udkom første gang i 1930, handler om Marthe Gail, der opholder sig på det psykiatriske hospital Gorestown Statshospital. Uden for murene har hun en mand og et nyfødt barn. Lægerne siger, at hun har haft et sammenbrud, i glimt husker Marthe at have kastet en ampul mod en væg, at have gemt et barn under sine tæpper.

I dag ville vi nok betegne romanen som autobiografisk, i hvert var Emily Holmes Coleman selv indlagt på et sindssygehospital med en psykose, der fulgte en kraftig infektion, hun fik under fødslen af sin søn. Denne erfaring blev siden omsat til romanstof, forfatterens eneste roman.

Livet på Gorestown er præget af vold, fysisk såvel som psykisk. Kvinderne fikseres i komplicerede stroppesystemer, de isoleres og tvinges til tavshed. Marthe Gail forsøger gentagne gange at få lov til at tage opvasken, blot for at have noget at tage sig til, men hun skal blot hvile og tie, hvile og tie, det er kuren for alle kvinderne.

Det minder om Charlotte Perkins Gilmans Det gule tapet fra 1892, der udkom i nyoversættelse i 2020, og som også omhandler en såkaldt hvilekur mod psykiske lidelse. Gilman selv mente, at kvinder skulle stimuleres intellektuelt i stedet for at blive spærret inde ved for eksempel en fødselsdepression.

Marthe lader til at være af samme overbevisning; hun nægter at hvile. Hun farer rundt, kaster de udlånte natkjoler ud ad vinduet, fordi de er af kradsende uld og ikke af silke som hendes egne. Hun kommer op at slås med de andre patienter. Og hun læser og skriver i smug.

Det kradsende uldundertøj, som Marthe og de andre tvinges til at have på, fordi hospitalet er koldt og patienternes eget tøj taget fra dem, er blot en flig af ubehaget. Kvinderne nedbrydes både fysisk og psykisk. Som da Marthe foran et panel af læger og eksperter skal svare på spørgsmål om hvem hun er, og hvor hun er, mens de mange deltagere griner af alle hendes svar. Og der er ellers ikke meget at grine af.

”… når det (GSH) står skrevet på alt linned, og på tæpperne, og vasketøjssækkene […] så kan De da umuligt tro jeg ikke ved at det er Gorestown Statshospital i Gorestown. Nok er jeg måske sindssyg, men jeg må have mig frabedt at være åndssvag”, lyder hendes svar til spørgsmålet om, hvor hun befinder sig.

Gorestown Statshospital er et fiktivt sted, og som læser håber man, at også handlingerne her er fiktion, men bogens forord, skrevet af Asta Olivia Nordenhof gør opmærksom på, at det meste også finder sted i dag: Fiksering, vekselvirkningen mellem omsorg og tvang.

Forordet er på alle måder en håndsrækning til bogens læsere. For bogen er ikke kun vanskelig at læse, fordi handlingen er så grusom. Også sproget slår knuder. Det er ofte vanskeligt at afkode, hvem der taler hvornår, ingen tegnsætning angiver, at der overhovedet tales, og tanker og minder blander sig hele tiden med handlingens nutid.

Men som Nordenhof skriver, så kommer man bedst af sted med at læse Et gitter af sne, hvis man giver slip på sin ordenstrang. Bogen læses ikke bedst med de logiske og analytiske briller, men derimod med sanserne og følelserne og gerne igen og igen. For poesien her så allestedsnærværende. For eksempel i denne badescene: ”Vandet gurglede ind bag hende, konstant fornyet, og ud forneden i bunden af karret. Hendes arme lange slanke åkandestængler, og hendes brysters brøndkarse flød og sank i vandets dyb.”

Bogen er knapt 100 år gammel, men Turbines nyudgivelse i Louise Adenfelt Ravnhilds nyoversættelse og med Asta Olivia Nordenhofs forord virker ekstremt moderne. Temaerne om kvindelighed, begær, moderskab og psykiatri virker allestedsnærværende i dag. Og sproget blomstrer med brøndkarse.

Og for at citere en anden digter, der i dag skriver om psykiatrien, Sebastian Nathan, der for nyligt besøgte Go’morgen Danmark’ for at tale om sin nye digtsamling, ’Engle’: “Det er meget det der med ordene, det handler om”.

Emily Holmes Coleman, Et gitter af sne, Turbine, 180 sider, genudgivelse 2023, På dansk ved Louise Adenfelt Ravnhild