// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser p√• nettet » Emily Holmes Coleman: Et gitter af sne
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Emily Holmes Coleman: Et gitter af sne

Skrevet af den 2. februar 2024 – 05:48Ingen kommentarer

Gæsteanmeldelse af Karen Dich

Der er b√łger, som n√¶rmest l√¶ser sig selv; √łjnene glider over siderne, siderne glider gennem fingrene. Og s√• er der b√łger, hvor √łjne stopper, hvor man m√• g√• tilbage og l√¶se s√¶tninger igen for at forst√•, begribe, hvad der egentlig st√•r.

Emily Holmes Colemans roman Et gitter af sne er af den sidste slags. Det skyldes både sproget og det, der beskrives; begge dele er svært at forstå. Heldigvis, fristes jeg til at sige.

Romanen, der udkom f√łrste gang i 1930, handler om Marthe Gail, der opholder sig p√• det psykiatriske hospital Gorestown Statshospital. Uden for murene har hun en mand og et nyf√łdt barn. L√¶gerne siger, at hun har haft et sammenbrud, i glimt husker Marthe at have kastet en ampul mod en v√¶g, at have gemt et barn under sine t√¶pper.

I dag ville vi nok betegne romanen som autobiografisk, i hvert var Emily Holmes Coleman selv indlagt p√• et sindssygehospital med en psykose, der fulgte en kraftig infektion, hun fik under f√łdslen af sin s√łn. Denne erfaring blev siden omsat til romanstof, forfatterens eneste roman.

Livet p√• Gorestown er pr√¶get af vold, fysisk s√•vel som psykisk. Kvinderne fikseres i komplicerede stroppesystemer, de isoleres og tvinges til tavshed. Marthe Gail fors√łger gentagne gange at f√• lov til at tage opvasken, blot for at have noget at tage sig til, men hun skal blot hvile og tie, hvile og tie, det er kuren for alle kvinderne.

Det minder om Charlotte Perkins Gilmans Det gule tapet fra 1892, der udkom i nyovers√¶ttelse i 2020, og som ogs√• omhandler en s√•kaldt hvilekur mod psykiske lidelse. Gilman selv mente, at kvinder skulle stimuleres intellektuelt i stedet for at blive sp√¶rret inde ved for eksempel en f√łdselsdepression.

Marthe lader til at være af samme overbevisning; hun nægter at hvile. Hun farer rundt, kaster de udlånte natkjoler ud ad vinduet, fordi de er af kradsende uld og ikke af silke som hendes egne. Hun kommer op at slås med de andre patienter. Og hun læser og skriver i smug.

Det kradsende uldundert√łj, som Marthe og de andre tvinges til at have p√•, fordi hospitalet er koldt og patienternes eget t√łj taget fra dem, er blot en flig af ubehaget. Kvinderne nedbrydes b√•de fysisk og psykisk. Som da Marthe foran et panel af l√¶ger og eksperter skal svare p√• sp√łrgsm√•l om hvem hun er, og hvor hun er, mens de mange deltagere griner af alle hendes svar. Og der er ellers ikke meget at grine af.

‚Ä̂Ķ n√•r det (GSH) st√•r skrevet p√• alt linned, og p√• t√¶pperne, og vasket√łjss√¶kkene [‚Ķ] s√• kan De da umuligt tro jeg ikke ved at det er Gorestown Statshospital i Gorestown. Nok er jeg m√•ske sindssyg, men jeg m√• have mig frabedt at v√¶re √•ndssvag‚ÄĚ, lyder hendes svar til sp√łrgsm√•let om, hvor hun befinder sig.

Gorestown Statshospital er et fiktivt sted, og som l√¶ser h√•ber man, at ogs√• handlingerne her er fiktion, men bogens forord, skrevet af Asta Olivia Nordenhof g√łr opm√¶rksom p√•, at det meste ogs√• finder sted i dag: Fiksering, vekselvirkningen mellem omsorg og tvang.

Forordet er på alle måder en håndsrækning til bogens læsere. For bogen er ikke kun vanskelig at læse, fordi handlingen er så grusom. Også sproget slår knuder. Det er ofte vanskeligt at afkode, hvem der taler hvornår, ingen tegnsætning angiver, at der overhovedet tales, og tanker og minder blander sig hele tiden med handlingens nutid.

Men som Nordenhof skriver, s√• kommer man bedst af sted med at l√¶se Et gitter af sne, hvis man giver slip p√• sin ordenstrang. Bogen l√¶ses ikke bedst med de logiske og analytiske briller, men derimod med sanserne og f√łlelserne og gerne igen og igen. For poesien her s√• allestedsn√¶rv√¶rende. For eksempel i denne badescene: ‚ÄĚVandet gurglede ind bag hende, konstant fornyet, og ud forneden i bunden af karret. Hendes arme lange slanke √•kandest√¶ngler, og hendes brysters br√łndkarse fl√łd og sank i vandets dyb.‚ÄĚ

Bogen er knapt 100 √•r gammel, men Turbines nyudgivelse i Louise Adenfelt Ravnhilds nyovers√¶ttelse og med Asta Olivia Nordenhofs forord virker ekstremt moderne. Temaerne om kvindelighed, beg√¶r, moderskab og psykiatri virker allestedsn√¶rv√¶rende i dag. Og sproget blomstrer med br√łndkarse.

Og for at citere en anden digter, der i dag skriver om psykiatrien, Sebastian Nathan, der for nyligt bes√łgte Go‚Äômorgen Danmark‚Äô for at tale om sin nye digtsamling, ‚ÄôEngle‚Äô: “Det er meget det der med ordene, det handler om‚ÄĚ.

Emily Holmes Coleman, Et gitter af sne, Turbine, 180 sider, genudgivelse 2023, På dansk ved Louise Adenfelt Ravnhild

Der er lukket for kommentarer.