Kirstine er psykolog og ved alt om parhold. Eller det troede hun, at hun gjorde, indtil hendes eget ægteskab er på afgrundens rand. Selvom hun ved alt om, hvordan man bør håndtere sådan en situation, bryder vanviddet ud, og vi møder hende, da hun er på vej til en kold og stormfuld ø i Vadehavet for at komme væk fra det hele.

Kirstines historie foldes ud i et velvalgt tempo, hvor forfatteren fastholder læserens nysgerrighed efter, hvad der er sket, og hun benytter det klassiske, men effektive greb, med skift mellem fortid og nutid, så vi lærer hovedpersonerne at kende gennem fortiden, mens vi ved, hvor de er endt nu.

Bogens hovedperson Kirstine skriver i du-form til sin mand, hvilket gør det intimt og sårbart.

Der er især to temaer, som jeg synes, forfatteren folder virkelig godt ud i sin roman.

Det ene er, at fortiden ikke lagrer sig i mennesker på samme måde. I blandt andet sine beskrivelser af mødet mellem Kirstine og hendes mand, da de var unge, tydeliggør hun, at sandheden ikke er objektiv, og at vi mennesker oplever møder og situationer helt forskelligt, og at vi derfor også tager noget helt forskelligt med os derfra.

Det andet er venskaber. Når vi oplever venskabet med Ejvind, som opstår ude på øen, og samtidig læser om venskabet med den tidligere studiekammerat Sanne hjemme i København, udfolder der sig en tydelig forskel.

Jeg synes, hun spidder tidsånden helt eminent dér. Den overfladiskhed, der ofte sniger sig ind relationer, som vi kalder venskaber, hvor vi ikke er helt ærlige overfor hinanden og ikke fortæller, hvordan vi reelt har det – i høj grad også med hinanden – men i stedet sender en masse nøje udvalgte emojis af sted for ikke at afsløre vores sande jeg, så rammer hun hovedet på sømmet.

En velskrevet og anbefalelsesværdig debutroman.

Trine Lundager: Når jeg ser dig fra en vis afstand, Alpha, februar 2024, 302 sider.