Papala i det nordlige Sverige. Det er lige ved den finske grænse, deroppe hvor levevilkårene er barske og hvor fattigdommen har hersket helt op til vores tid. Her finder en gravemaskine resterne af et kvindelig i en frossen mose og spørgsmålene myldrer frem sammen med hendes knogler og resterne af hendes tøj. Hvem var hun? Hvornår døde hun? Var det en ulykke – eller måske mord?

I 1920erne og 30erne var konflikterne i området i den grad kommet op til overfladen. De få rige sad solidt på gårdene og administrationen, mens de mange fattige måtte hutle sig igennem på sultegrænsen. De rige kunne få de fattige til at underbyde hinanden på arbejdsopgaver, og Guds ord blev brugt til at bekæmpe den grynende arbejderbevægelse og frygten for de ukristelige kommunister, der for nylig havde forsøgt at tage magten i Finland.

I 1970erne vokser en ung kvinde op uden at kende familiens hemmeligheder, men som voksen indhenter de hende – selvfølgelig. Hun får anfald, hvor hun både ser fremtiden og fortiden, og som voksen henslæber hun sin tid i arbejdsprøvning på et dødssygt kommunekontor. Men så sker der noget – det er som om gamle hemmeligheder titter frem, og hun drages tilbage til Tornedalen, nær Papala, hvor hendes fars familie stammer fra.

Der er altså flere spor at følge i Niemis roman om arbejderbevægelsens trange kår i begyndelsen af 1900-tallet i nordsverige. Måske også for mange spor, for det bliver en lidt hoppende og usammenhængende roman, der slet ikke lever op til hans bedste (fx At koge bjørn). Romanen er klart bedst i kapitlerne om den fattige Eino og hans sønner, der så desperat forsøger at forsørge familien og få en fremtid, mens kapitlerne i nutiden er lidt mere intetsigende og gåden om den dræbte kvinde ender som et antiklimaks. Sprogligt er der også saft og kraft i arbejderkampen, strejken og den tunge, svære hverdag med afsavn og sult, og ikke mindst modsætningen til den velnærede og selvretfærdige overklasse, mens nutiden er lidt mere kønsløs og uden samme nerve.

Jeg ved godt, at det er moderne med romaner hvor nutidsmennesker skal finde sandheden om deres slægt og at et stænk mystik åbenbart hører sig til – jeg ærgrer mig bare over, at en stærk og relevant fortælling skal afspores af den slags.

Mikael Niemi: Sten i silke. 522 sider, Modtryk. Oversat af Jakob Levinsen, udkom 1. november 2023