// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Emi Yagi: Dagbog fra et tomrum
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Emi Yagi: Dagbog fra et tomrum

Skrevet af den 11. februar 2024 – 05:07Ingen kommentarer

Japansk debutroman om arbejdskultur og samfundets forventninger til moderskab. Jeg er fan!

Shibata arbejder i administrationen til en fabrik, der fremstiller paprør i stil med dem vi kender fra midten af en køkkenrulle. Hun er den eneste kvinde i afdelingen og forventes derfor at løse en del opgaver udover sine egne: lave kaffe, samle affald op fra gulvet, fylde papir i printer, samle kaffekopper mv. Shibata er 34 år, veluddannet og har flere jobs bag sig. Arbejdsdagene er lange, man forventes at arbejde over og tit er det sent inden hun når træt hjem til sin lejlighed.

En dag undlader hun at rydde kaffekopper og cigaretskodder væk og spørger om en anden ikke kan ordne det. Teamlederen bliver helt forvirret og et øjeblik efter er løgnen født og Shibata hører sig selv fortælle, at det er graviditeten og lugten af kaffe, der giver hende en frygtelig kvalme.

Løgnen bliver starten på en ny identitet, et nyt liv. Hun koncentrerer sig nu kun om sine egne arbejdsopgaver. Og det er ikke kun på jobbet, hun bliver en anden. Hun begynder at spise anderledes og hun melder sig til aerobics for gravide. Hun tager sågar på!

Hun lever sig ind i løgnen og graviditeten bliver mere og mere virkelig. Men hvad er løgn? Og hvad er sandhed? Jeg fornemmer forfatteren leger med læseren.

Jeg har lyst til at fortælle meget mere, men læs endelig selv romanen og lad os så tale om den! Romanen er nem at læse, mindre nem at forstå. Og dermed et godt bud på en roman, man deler med andre.

Dagbog fra et tomrum er udover at være en roman om japansk arbejdskultur også et portræt af ensomhed. “Det slog mig, at jeg ikke havde sagt et ord til nogen hele weekenden”. Shibata er selv som det snefnug hun prøver at holde fast med sit blik “Jeg holdt øjnene vidtåbne og forsøgte at følge et enkelt fnug, indtil det landede, men det forsvandt i den hvirvlende sværm…”

Emi Yagi (f.1988) arbejder som journalist og magasinredaktør i Tokyo. Dagbog fra et tomrum er forfatterens første roman. Romanen blev tildelt den prestigefyldte Dazai Osamudebutantpris.

Emi Yagi, Dagbog fra et tomrum, Lindhardt og Ringhof, Februar 2024, 200 sider, På dansk ved Hanne Arnold.

Der er lukket for kommentarer.