Daniel Dalgaards debutroman, Sfinx, var den allerførste bog jeg anmeldte. Hans litteratur har derfor en særlig plads hos mig, og jeg kunne ikke vente med at få fingrene i Vulkanø. Jeg blev begejstret allerede efter første side, og med sin enestående måde at skrive på, fløj jeg igennem romanen, hvor begejstringen varede ved til sidste side.

Daniel Dalgaard leverer en personlig og fængslende skildring i sin anden roman, Vulkanø. Læseren trækkes ind i fortællingens dybder, der føles som at bladre gennem en andens dagbog, og oplever en rejse til Tenerife, der går langt ud over det, man forventer af en typisk charterferie, på trods af feriens trivielle handlingsforløb.

Dalgaard besidder en unik evne til at male billeder med sine ord, hvor læseren næsten kan føle poolens kolde vand og forestille sig de turistede restauranter. Han undgår at blive for deskriptiv, men formår alligevel at indfange stemningen og skabe en nærværende oplevelse.

I centrum af romanen står en børnefamilies rejse. Men det er ikke kun en fortælling om sol og strand. “Vulkanø” dykker ned i refleksioner over fortællerens opvækst, og hvordan denne præger hans egne adfærdsmønstre i den familie, han selv har stiftet. Gennem hverdagens trivialiteter og udfordringer på ferien, formår Dalgaard at tegne et billede af det komplekse bånd mellem familiemedlemmer og de underliggende spørgsmål om livet og identitet.

Ordsproget “jo mere personligt det er, jo mere universelt bliver det” udfolder sig i Vulkanø. Selvom læseren ikke nødvendigvis deler de samme erfaringer som fortælleren, vækker Dalgaards observationer af middelklassens liv og de spørgsmål, han rejser, genklang. Romanen formår på subtil vis at udfordre den vestlige middelklasse-livsstil og samtidig undlader at pege fingre ad den. I stedet skaber den en dialog om børnepasning, overflodens utilfredshed på en all-inclusive buffet og turismens mange facetter.

Romanen fungerer næsten som et etnografisk observationsstudie af chartermiljøer. Dalgaard formår at skildre nuancerede menneskelige relationer og de udfordringer, der opstår, når man søger væk fra en travl hverdag, for at finde ro i en travl verden.

Gennem de mindre flatterende tanker og karaktertræk, som Dalgaard deler med læseren, bliver Vulkanø en ekstraordinær personlig beretning. Den åbner op for tanker om selvudvikling, selverkendelse og forståelse af ens rødder, især når man står overfor at danne sin egen familie. Romanen udfordrer os til at forstå vores egne reaktionsmønstre og dykker blottet og ærligt ned i emner som skam, vold og aggressioner, på en måde som sjældent ses i litteraturen, da det er både sårbart og tabubelagt.

I Vulkanø får læseren et ømt indblik i Dalgaards eget liv, der trods fravær af selvmedlidenhed i romanen, tydeligt afspejler, at der til tider har været en mangel på kærlighed og omsorg i barndommen. Gennem både de gode og mindre gode minder formes et portræt af en mand, der reflekterer over sin egen eksistens og forsøger at forstå det, der har formet ham, og hvordan det afspejles i det han giver videre i sin egen familie.

Vulkanø er en dybt rørende og tankevækkende roman, der opmuntrer os alle til at reflektere over vores egen væren i verden og de spor, vores fortid sætter. Daniel Dalgaard formår at åbne døren til sit indre univers og tager læseren med på en rejse, der vækker ømhed, selvrefleksion og forståelse.

Daniel Dalgaard: Vulkanø, Gutkind, 180 sider, Udgivet 17. januar 2024