// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Kjersti Herland Johnsen: Jul på Himmelfjeld Hotel
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Chick lit, Feel good, Jul, Kærlighed og romantik, Roman

Kjersti Herland Johnsen: Jul på Himmelfjeld Hotel

Skrevet af den 2. december 2023 – 05:52Ingen kommentarer

Julen er i fare – bliver det mon jul?! Det synes ofte at være opskriften på en god julekalender, og det er da også omdrejningspunktet i denne søde, og hyggelige feelgood roman om bjergbestigeren Ingrid Berg, som vender hjem til sit barndomshjem.

Ingrid Berg blev på en bjergbestigningstur overrasket af en lavine, og denne oplevelse har sat sig dybe spor i hende både fysisk og mentalt. Hun er blevet bange for at klatre, til trods for at hun er vokset op med klatresko på fødderne, og dertil bærer hun på en dyb og alvorlig hemmelighed. Hun beslutter derfor at vende hjem til det familiedrevne hotel Himmelfjeld Hotel med ønsket om at få det til at blomstre på ny. Hendes 80årige mormor, Borghild har i mange herrens år stået alene med ansvaret for hoteldriften, og Borghild lægger med stolthed og glæde ansvaret over på Ingrid, – samtidig med at hun følger pænt med i kulissen. Men selvfølgelig skal sådan en overdragelse ikke gå smertefrit og uden udfordringer, så er der mus i køkkenet, også er der vandskade. Mystiske hændelser sker på hotellet, og det virker som om, der er kræfter, som ikke ønsker, at Ingrid skal få succes.

At vende hjem til barndommens kendte bygd er ikke så gnidningsfrit, som Ingrid kunne have håbet på og ønsket sig. Folk og fæ har hukommelse som elefanter, og gamle historier og hændelser er ikke glemt, og dertil står gammelt kiv stadig ved magt. Man er ikke i tvivl om, hvilken familie som styrer det lille samfund. Ingrid knokler sammen med hotellets personale, gode venner og bekendte en brav kamp for at få bragt hotellet ordentligt på fode igen, men i takt med denne ihærdighed og store arbejdsindsats begynder skeletter og hemmeligheder at vælte ud af skabene. Måske er tingene ikke som alle folk gik og troede? Måske skal bygdens egen fortælling omskrives?

Jul på Himmelfjeld Hotel er en sød lille julehistorie, som helt klar kan få juleroen til at indfinde sig, når man sætter sig i sofaen med en kop varm kakao og læser den. Den kan læses som en decideret julekalenderbog med et kapitel til hver dag indtil den 24.december, eller læses ud i et en af juledagene, når alt stress og jag har lettet fra det lille hjem. Historien er sød, og alle ender bliver samlet til sidst, men det er som om, bogen vil for meget, at den har sat sig mellem lidt for mange stole. Den vil både være slægtshistorie, julekalender, romance og feelgood, og det stritter lidt for meget til denne læseres smag. Jeg kom aldrig helt ind under huden på bogens karakterer, og det er en skam, for det er spændende personer, som listes op.

Kjersti Herland Johnsen, Jul på Himmelfjeld Hotel, oversat af Anne Fægteborg, Turbine, 2023, 383 sider.

Der er lukket for kommentarer.