Inden jeg skulle læse og anmelde den nyeste bog i Jens Henrik Jensens serie om den tidligere jægersoldat Niels Oxen, så ville jeg lige læse den foregående bog i Oxen-serien, som jeg af en eller anden grund ikke havde fået læst. Pløjede mig lynhurtigt gennem de første fire for år tilbage. Men denne fra 2021 havde jeg ikke fået med.

Det skulle der rådes bod på. Ikke mindst fordi jeg kunne læse på bagsiden af den nyeste udgivelse i serien, at handlingen bygger videre på ting, der skete i denne bog.

Men hold nu op, det var en kedelig og langsommelig omgang, hvor der bliver talt og tænkt stolpe op og stolpe ned. De samme tanker igen og igen. Om et barn, der kalder sin far ved fornavn og ikke far. Om en pensioneret PET-chefs legen kispus med den nye PET-chef og ulempen ved at have et kunstigt ben samt hund/kat-forholdet mellem PET og det almindelige politi. Det kører i ring. Vi forstod det godt første, anden og tredje gang.

Bevares. Der sker da noget. Adskillige mennesker bliver slået ihjel, og især til sidst går det særdeles hårdt ud over især seriens hovedperson. Bogen har da sine kvaliteter. Det er ikke det.

Men der er alt for meget handling, som blot bliver fortalt som noget, der er sket tidligere. Begivenheder og handlingsforløb, der kunne have udgjort selvstændige spændingsromaner.

Som sagt, så fremgår det af bagsiden på Jens Henrik Jensens nyeste bog i Oxen-serien, Pilgrim, at den tager udgangspunkt i hvad der skete i “Gladiator”. Og derfor er det en god ide at kæmpe sig igennem denne bog inden man går videre til den næste – som jeg vil gøre nu.

Jens Henrik Jensen: Gladiator. Politikens Forlag, 2021. 500 sider.