Christenze Kruckow må flygte over hals og hoved fra Sydfyn, fordi hun anklages for trolddomskunst. Det er begyndelsen af 1600-tallet, kongen er Christian d. 4. og den adelige Christenzes veninde bliver ved med at føde dødfødte børn. Det må være djævelens værk, tænker man, og mistanken falder på den ugifte Christenze.

Måske er der noget om det, måske ikke. I hvert fald har Christenze en voksdukke med sig på flugten, en dukke skabt af bivoks der hverken kan tale eller handle, men lytte og fortælle. Christenze kommer til Aalborg, hvor hun får nye veninder. Men rygterne følger med, og rygter om hekserier klæber når først de er fremsat, og er der én heks er der nok også flere.

Christian firtal selv griber ind, og tiden kalder på processer, forhør og dom. Det er ikke bare en jagt på det onde, men også en jagt på de kvinder (og mænd) der ikke passer ind. Christenze er ugift og tilfreds med det, hun har en seksualitet og en stærk vilje, og hun og hendes veninder er sammen uden mænd og uden kirkens eller kongens godkendelse. Det ender galt, og de bærer selv ved til bålet.

Olga Ravn kan skrive så heksene brænder og englene synger. Med de små detaljer, der river op i de store følelser og kalder historien frem på siderne. Voksbarnet er bygget på både officielle retsdokumenter og på gammel (over)tro og er ganske enkelt en fabelagtig lille roman. Den sætter enkelte skæbner ind i en større fortælling om en blodig tid, hvor religion og frygt var tæt forbundne, hvor tro også handlede om magt og afmagt, og hvor det anderledes blev udrenset. På en gang meget fremmedartet – og meget genkendeligt, men skrevet med originalitet og sjæl.

Olga Ravn: Voksbarnet. 240 sider, Gyldendal. Udkom 22. september 2023