Robert Galbraith, som J.K. Rowling kalder sig, når hun udgiver sine kriminalromaner om de to detektiver Cormoran Strike og Robin Ellacott, har vist en forkærlighed for lange bøger. De seneste værk runder 1000 sider, og det gælder også for dette nyeste bind. Her er der heldigvis saft og kraft nok i fortællingen til næsten at fylde de mange sider ud, hvilket bestemt ikke var tilfældet med forgængeren ’Det blæksorte hjerte’, For pokker da, hvor var der meget tomgang og sniksnak om de to hovedpersoners småkæresteri, som aldrig rigtig blev til noget.

Men nok om det, her ’I den våde grav’ har vi Galbraith tilbage i langt bedre form, og for mig er romanen en af de bedste i serien. Omdrejningspunktet for handlingen er en sekt i et kollektivlandbrug langt væk fra storbyens larm og ballade. Robin er gået under jorden, fordi detektivbureauet har fået en kunde, hvis søn er blevet opslugt af sekten. Han skal vindes tilbage via afsløringer om sektens hemmeligheder, der blandt andet omfatter økonomisk udnyttelse af medlemmerne.

Som med så mange andre sekter er lederen charmerende, overbevisende og forførende. Jonathan Wace hedder han, men det er Papa J medlemmerne kender ham som. Hans tese er, at man kan nå erkendelse og indsigt, ja ligefrem frihed, ved at give afkald på den materialistiske verdens mange glæder. Hvis man er rigtig dygtig, kan man komme helt op på niveau med sektens karismatiske ledere.
Men afkald på materialisme omfatter desværre, at medlemmerne ikke får meget at spise, de arbejder benhårdt og må underkaste sig seksuelt. Det er den rene og skære selvopofrelse, der er idealet. Det er kvinderne, som lider hårdest, og bogen har klart en dagsorden om at italesætte mænds evige trang til at herske over og styre det andet køn.

Sekten har ophøjet afdøde medlemmer til profeter, der dyrkes som guder. En af disse, Jonathan Waces og hans kone Mazu Waces datter, går tilsyneladende igen som genfærd, der kommer på besøg i ritualer og er med til at styre sektmedlemmerne.

Galbraith beskriver dette helvede på en helt suveræn måde, når hun lader Robin langsomt synke ned og blive omsluttet af det fængsel, som sekten reelt er. Det er klart en af bogens styrker, at den giver en troværdig beskrivelse af, hvordan sekter nedbryder mennesker, som led i at gøre dem afhængige.
Efterhånden bliver det rigtig farligt for Robin, og der er ikke hjælp at hente fra Strike, der sammen med kolleger fra bureauet har travlt med at opsøge frafaldne sektmedlemmer i et forsøg på at opklare mystiske dødsfald blandt sektens kritikere.

’Den våde grav’ er i lange stræk virkelig medrivende og helt fantastisk godt skrevet. Men altså, gid man kunne blive fri for den evindelige romance mellem hovedpersonerne. Her er de adskilt, og det forstærker selvfølgelig den gensidige tiltrækning, som forfatteren tilsyneladende er parat til at fortsætte. Lad dem nu bare for pokker blive rigtige kærester, så vi kan få skåret nogle hundrede sider væk næste gang. Det vil lige give det sidste frem mod et virkelig helstøbt romanunivers.

Robert Galbraith: ’Den våde grav’. Gyldendal, 1.032 sider. Oversættelse: Annelise Skov, oktober 2023