At være teenager er ikke nemt. Meget kan føles som kaos, og intet er som det plejer at være. Sådan er det i hvert fald for Molly, der efter et år i Malaysia vender hjem til en verden, der slet ikke er, som da hun forlod den.

Hendes bedste veninde i tykt og tyndt Mille hedder nu Milo og er sprunget ud som queer og nonbinær. Milo begynder at date piger og det gør Molly syg af jalousi. For hvor hører hun så hende?

Molly finder samtidig ud af, at hendes stedfar gennem mange år er hendes mor utro, og hun føler, at hele fundamentet skrider under hende.

Udover alle de svære personlige følelser Molly tumler med, driver ungdommens indignation over kapitalisme og forbrug også ud gennem siderne og på trods af mine kun 40 år, er jeg helt lost, når forfatteren skriver: ”jeg prøver at kommunikere lidt modstand (mod skoleuniformen red.) med en choker, som lærerne hele tiden beder mig tage af”. For mig er en choker noget, jeg skulle bruge for at starte min fars Fiat Punto for 22 år siden.

Milo og Molly er ikke kærester er en roman, som jeg forestiller mig, at mange unge kan spejle sig i og som ældre læsere kan blive meget klogere af.

Selvom jeg de første kapitler havde svært ved at vænne mig til brugen af ”de” og ”dem” som entals-pronomener, fordi min hjerne er kodet til at ”de” og ”dem” er flere mennesker, så går det hurtigt over, og romanen er et ret skønt og velskrevet indblik i et ungt menneskes følelser og oplevelser.

Tone Ottilie: Milo og Molly er ikke kærester, Politikens forlag, oktober 2023, 277 sider.