Maggie O’Farrel: Portræt af en ung brud
Lucrezia er kun 13 år, da hun bliver forlovet med hertugen af Ferrara. Hun er af den stolte Medici-slægt i Firenze, men da hendes storesøster uventet dør, må Lucrezia tage hendes plads ved alteret hos hertug Alfonso. Et år efter brylluppet er Lucrezia død.
Som hertuginde af Ferrara har Lucrezia kun én opgave. Den er så til gengæld meget vigtig. Hun skal skaffe hertugen en søn og arving. Vi er i Italien i renæssancen, en tid hvor kunst og krig gik hånd i hånd, og trods sin fyrstelige opdragelse, er Lucrezia helt uforberedt på, hvad livet som Alfonsos hustru egentlig indbefatter.
Alfonso er nemlig en kompliceret personlighed fra en familie med mange hemmeligheder og konflikter. Hjemmefra kender Lucrezia kun sine forældres lykkelige ægteskab, og hun er vokset op som den lidt vilde datter i et strengt hjem. Pludselig finder hun sig i en fremmed by uden venner, uden at vide hvem hun kan stole på – og uden den graviditet, som er hele formålet med hendes ægteskab. Og Alfonso tager hverken let på svigt eller på opsætsighed…
Portræt af en ung brud skildrer Lucretias korte liv i en farvestrålende, brutal hverdag, hvor pigebørn blev behandlet som skakbrikker, deres fædre, brødre og ægtefæller kunne flytte rundt på efter forgodtbefindende. Det er en tid med storslåede opdagelser og kunst, men også en brutal og voldsom tid, hvor respekten for menneskeliv var lille og hvor døden høstede tæt.
Maggie O’Farrel skriver, så man kommer helt ind under huden på den lidt naive og samtidig fascinerende Lucrezia. Det er en virkelig god roman, der ikke falder i den atavistiske modig-og-forudforsintid-kvindelig-hovedperson-fælde, men som giver et levende og troværdigt portræt af en ung kvinde. Selvom man allerede fra første side ved at Lucrezias dage er talte, bliver fortællingen om hendes skæbne både spændende og vedkommende. Det er ikke en historisk krimi, men et historisk portræt, og det er virkelig en anbefaling værd.
Maggie O’Farrel: Portræt af en ung brud. 446 sider, alpha. Oversat af Alis Friis Caspersen, udkom 16. august 2023