// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Monika Helfer: Far
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Monika Helfer: Far

Skrevet af den 16. juli 2023 – 07:48Ingen kommentarer

Man kan ikke undslippe sin familie. I den virkelig fremragende “Pakket. En familie” fulgte vi en fattig familie i Østrig i tiden under og efter første verdenskrig. “Far” er andet bind i serien. Børnene i pakket er blevet voksne, og er flyttet væk fra bjerget. Fattigdommen hænger dog ved, og det gør verdenshistorien også.

Lille Grete, der blev undfanget under første verdenskrig mens far Joseph var i hæren og som voksede op uden at han nogensinde mælede et ord til hende, har fundet sin egen Joseph og giftet sig. Heller ikke det er uproblematisk, for Joseph har mistet et ben i anden verdenskrig, og han har svært ved at finde sin plads i verden. Han elsker bøger, sin kone og sine børn – og kortvarigt ser det ud til at familien finder sig til rette som forvaltere af et hjem for krigsinvalider i bjergene. Men ak, snart finder nye ulykker vej til familien, og morens søskende – pakket – må træde til.

Det er Monika selv, der fortæller historien om opvæksten med et forældrepar, der elsker hinanden, og en far, der ikke helt kan finde ud af livet. Det er en familie med et stærkt sammenhold, men også med uudsagte hemmeligheder. Det er børn af en generation, der er præget af krige og fattigdom, men også af de dybe og uopslidelige bånd en familie kan have.

Det er også en historie om vidensbegær og drømme, der er svære at leve ud, når midlerne er mindre end drømmene og monetær fattigdom står i vejen for åndelig rigdom. Monika Helfer skriver præcist og skarpt, med kærlighed og nøgen fakta om familie og familiehistorie – og hvordan vi fortæller den.

Far er som skrevet andet bind i en serie, og jeg synes bestemt at man bør læse Pakket inden man læser Far. Jeg glæder mig til tredje bind, der skal komme på dansk i 2024.

Monika Helfer: Far. 168 sider, Palomar. Oversat af Dorthe Seifert, udkom 8. juni 2023

Der er lukket for kommentarer.