Ingeborg Bachmann var kendt som en af Østrigs vigtigste forfattere i tiden efter anden verdenskrig. Hun skrev digte, hørespil og kortere tekster, mens en planlagt romancyklus forblev ufuldstændig efter hendes tragiske død i en brandulykke i 1973.

Det tredivte år er en samling af noveller, og den viser både Bachmanns store talent, men også hvordan tiden har været mere nådig ved nogle af hendes tekster end ved andre. Hun er, i mine øjne, bedst når hun skriver samfundskritisk og politisk, og mindre interessant når hun dissekerer en mandetyde, der måske ikke er så interessante nu, 60 år efter novellerne var skrevet.

Bedst er noveller som Barndom i en østrigsk by. Den er mesterlig, en beskrivelse af hvordan krigen og nazismen sniger sig ind på en lille landsby i tiden op til anden verdenskrig. Blandt mordere og galninge tager os om på den anden side, til et selskab af krigsveteraner lang tid efter krigens slutning, og viser os hvordan krigen stadig hænger ved, de mænd der kæmpede i den kan ikke forlade den og det, de gjorde, igen.

Mindre spændende fandt jeg Det tredivte år og Undine, der ikke føles aktuelle eller nærværende. De hører en anden tid til, og fred være med det.

Ingeborg Bachmann: Det tredivte år. 180 sider, Forlaget Sisyfos. Oversat af Karsten Sand Iversen, udkom 25. maj 2023