// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Imre Kertész: Fiaskoen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Imre Kertész: Fiaskoen

Skrevet af den 16. juni 2023 – 07:35Ingen kommentarer

Ungarnske Imre Kertész vandt nobelprisen i 2002, og selvom nobelprisen som bekendt gives for et forfatterskab og ikke for et enkelt værk, så var det især den autobiografiske De Skæbneløse om jødiske Kertész’ deporation til koncentrationslejre under krigen, der var årsag til hæderen.

Fiaskoen foregår efter krigen, i det nu kommunistiske Ungarn. Igen har romanen stærke selvbiografiske træk. Hovedpersonen kan ikke finde sig til rette i hverdagslivet i det totalitære samfund, og hans forsøg på at skrive en roman om tiden i lejrene bliver afvist af forlaget.

Denne fiasko bliver omdrejningspunktet for hovedpersonen Steno, der trods venners forsøg på at hjælpe med job, damer og øl ikke kan finde sig en plads i det nye samfund. Det er en lidt underspillet, naivistisk fortælling om det ensomme individs tilpasningsevne – eller mangel på samme – når historiens vinde har rykket samfundets hegnspæle op.

Steno er distanceret og det samme bliver hele romanen desværre også for mig. Det lykkes mig ikke som læser for alvor at engagere mig i Stenos genvordigheder, og jeg er frygtelig ked af at måtte indrømme det, når der nu er tale om en nobelforfatter og dermed pr definition stor litteratur: men jeg kedede mig under læsningen.

Imre Kertész: Fiaskoen. 364 sider, Sisyfos. Oversat af Leif Martin Sand, udkom 20. april 2023

Der er lukket for kommentarer.