Med en stigende begejstring for magisk realisme, særligt efter af have læst Charlotte Weitzes fantastiske roman, Rosarium, havde jeg høje forventninger til Løppenthins seneste roman, som bevæger sig inden for samme genre. Og det tegnede ellers også godt i starten. Men så blev det desværre en anelse for rodet og en tand for magisk til mig. Måske er jeg bare ikke garvet nok til at kunne forstå det.

Bogen starter med at vi får indblik i Cyklus – et bionedbrydeligt og økologisk alternativ til den kristne begravelse, hvor en særlig beholder, nedbryder kroppen og giver den tilbage til jorden. Det skabte mange refleksioner om, hvordan begravelser er så ophængt på kristendommen i Danmark. Og det var en spændende tanke at lege med, at der på sigt kommer et alternativ som ikke er religiøst, og som lægger vægt på økologi, og det at give tilbage til den jord, som vi har udnyttet. Men denne form kan måske ikke bære sorgen alene, og bogen sætter spørgsmålstegn ved, om vi har brug for noget mere, siden troen er så udbredt i begravelsesritualer.

Derfra bliver bogen mere og mere underlig, jo længere man kommer. For pludselig opstår der jordbørn fra Cyklus’ beholdere, og vi bliver introduceret til både dødsriger og polygame scener med jordbørn uden anus. Vi kommer også til Grækenland, hvor Cyklus skal udbredes, og følger jordbørnenes færden rundt i en verden, hvor deres fysiologi gør, at de ikke kan undgå at føle sig anderledes.

Selvom der er passager af bogen, som er tankevækkende, spændende og aktuelle, og som bearbejder vores konservative tilgang til døden og vores forhold til hinanden, så er der også store passager, som mest af alt minder om at læse nogle gamle, bibelske historier. De er et stort og overfladisk persongalleri og en masse volapyk. Særligt beretningerne fra dødsriget og livet i Athen, stjæler fokus fra det jeg synes var spændende i bogen.

Oveni et stort og overfladisk persongalleri, finder vi en woke bog, der behandler både kønsnormer, kolonismen, økologi og tro. Men på mange måder vil bogen for meget, som ikke harmonerer og går op i en større enhed.

Livet går over sine bredder kunne have gavnet af at blive kørt igennem et ’less is more’ filter, så de spændende tanker om død og begravelse kunne have fået lov til at blomstre. Når det så er sagt, så var den spændende nok til at jeg ikke lagde den helt væk, men holdt ud til det sidste, fordi den trods alt blev ved med at byde på passager, som var værd at læse.

Lea Marie Løppenthin, Livet går over sine bredder, Gyldendal, 256 sider, udgivet maj 2022