Prad Parks: Utænkeligt
Hvad hvis vi kan forudse fremtiden og ved få ændringer eller ved at skille sig af med en enkelt person, kan redde flere tusinde? Brad Parks udfordrer butterflyeffekten i sin seneste spændingsroman, hvor alle de valg, der træffes, har utilsigtede og tragiske konsekvenser.
Nate Lovejoy er hjemme¬gående far og bruger sine dage på at passe sine to små døtre. Han er derfor i chok, da medlemmer af en magtfuld, hemmelig organisation kaldet Præsidiet kidnapper ham og bringer ham med til en luksusvilla. Hvad vil de en mand som ham, der ikke har gjort en flue fortræd? Der går ikke længe, før Nate bliver præsenteret for grunden til, at de har taget ham mod hans vilje.
Nates kone, Jenny, der arbejder som advokat, er ved at finde beviser til en retssag mod et stort energiselskab i Virginia (a la Erin Brockovich-sagen), og det er derfor Nate er blevet kidnappet. Men ikke af de grunde man ellers skulle tro. Præsidiet, hvis leder Vanslow DeGange kan forudsige fremtiden, vil nemlig have Nate til at slå Jenny ihjel, og gør han det ikke, vil retssagen sætte gang i en butterflyeffekt, der vil ende med, at en milliard mennesker vil dø.
Nate bliver sat af ved sit hjem igen med et skydevåben; han skal skyde sin kone i hovedet med på et bestemt tidspunkt. Nate lader sig dog ikke bare sådan lige overtale til at slå sit livs kærlighed og moren til sine børn ihjel, så han påbegynder sin egen efterforskning af Præsidiet med to små børn på slæb. Det bliver noget af en historie, der flere gange ryger ud ad en tangent, som virker fuldkommen vanvittig.
Jeg er ret vild med Brad Parks bøger, og det gælder også for denne, selvom den på nogle punkter var helt ekstrem og urealistisk. For hvem jagter sine kidnappere med en baby og en treårig på slæb? Ja, det gør Nate Lovejoy åbenbart, og jeg må sige, at jeg fandt historien ret underholdende. Hvis du er til spændingsromaner, der er fulde af twist og sætter en masse tanker i gang, er denne bog noget for dig.
Læs også mine anmeldelser af tidligere bøger af Brad Parks her
Brad Parks: Utænkeligt, Forlaget Jentas, oversat af Per Vadmand, 347 sider, marts 2023