Cormac McCarthy rangerer højt på listen over betydelige amerikanske forfattere, og i en alder af 89 sender han to bøger på gaden inden for kort tid – efter ikke at have udgivet noget i 16 år.

Bøgerne er forbundne, men her handler det alene om den ene, ’Passageren’. Vi møder søskendeparret Bobby og Alicia, hamrende intelligente, børn af en videnskabsmand, der var med til at udvikle USA’s første atombombe. Men Alicia har begået selvmord efter længere tids psykisk sygdom, og Bobby flakker rundt, har opgivet karrieren som fysiker, og ernærer sig som erhvervsdykker.

Det er i den egenskab, at han dykker ned til et fly, der er styrtet i vandet ud for Mississippis kyst. Her sidder døde passagerer på rad og række med åbne munde og stirrende øjne. Men noget mangler. Den sorte boks er væk. Og meget tyder på, at der var en ekstra passager ombord. Ham, eller hende, er der andre som interesserer sig for, og Bobby får besøg af typer, som bedst kan tolkes som repræsentanter for FBI. Der sker også mærkelige ting i hans lejlighed, der bliver gennemrodet. Hans kreditkort bliver spærret. Så Bobby vælger det sikre; han skrider og drøner afsted på de amerikanske landeveje i sin sportsvogn.

Om der er en ekstra passager, og hvordan det hele hænger sammen, skal ikke afsløres her. Men det er heller ikke det vigtigste i romanen. Det er tydeligt, at forfatteren interesserer sig mere for Bobbys mange traumer og opvækst. Den er især præget af én ting – det lidt vel tætte forhold mellem bror og søster. Det virker klart, som om, de har været forelskede. Og det har selvfølgelig været dybt kompliceret.

En stor del af bogen skildrer Alicias sygdom ved gengivelse af hendes frygtelige hallucinationer, hvor hun hjemsøges af alskens mærkelige væsner. Det er blændende godt beskrevet – man er med i hendes mareridt.

Der er i det hele taget en mørk og dyster tone i bogen, som man kender fra mange af McCarthys romaner. Her er det især alle de tab, som Bobby lider, der driver den mørke stemning. Søsteren er død, venner dør, han bliver forladt, selv af hans kat. Dialogerne er også umiskendeligt McCarthys. Det lidt staccato-agtige præg uden angivelse af, hvem der siger hvad, de skarptslebne, korte og præcise udtalelser. Det er forrygende, og man kan ikke andet end at tilgive forfatteren for, at der er gået så lang tid med udgivelsen af denne roman. Kort sagt, ’Passageren’ er guf for fans.

Cormac McCarthy: ’Passageren’. Gyldendal, 479 sider, oversat af Nanna Lund. Maj 2023