Kirstine Reffstrup skriver i sin anden roman smukt, sanseligt og poetisk, og samtidigt levende, om to børns tragiske liv, levet af den sammen sjæl, først i Ungarn og senere i København.

Med smukt sprog, perspektiveringer til nutidens udfordringer og indsigten i andre mennesker skæbner, opfylder hun umiddelbart min tjekliste til en god bog. Bogen er absolut ikke dårlig, og ej heller svær at komme igennem. Den satte sig bare ikke i mig, da den sidste side var læst (men gjorde senere større indtryk, da jeg skulle skrive anmeldelsen).

I Jernlungen væver Kirstine Reffstrup to personer, steder og tider sammen: En poliosyg pige i 50’ernes København og et børnehjemsbarn i 10’erne i Ungarn. Agnes er med sin sygdom fanget i en jernlunge på hospitalet, der hjælper hende, og mange andre børn, med at trække vejret. Et navnløst barn, der bliver efterladt af sin mor, vokser op på et børnehjem under navnet Dreng, hvor han hurtigt forstår, at han ikke er som de andre drenge.

De to børn har mange ting til fælles trods deres forskelligheder. De er begge sat uden for samfundet, og lever en ensom tilværelse. Agnes er fanget i jernlungen og Dreng er fysiologisk ikke som de andre drenge, og bliver af både voksne og børn behandlet anderledes på godt og ondt. Derudover tilhører de samme sjæl, da Agnes ved at hun i sit tidligere liv var Dreng.

Agnes tager det let at være spærret inde i en jernlunge, måske fordi hun allerede har prøvet at været afskåret fra fællesskabet. I Ungarn resulterede det i større forbundenhed til naturen og i København smelter hun sammen med jernlungen, hvor hun får et helt særligt forhold til maskinen. Så selvom man på mange måder under Agnes en bedre skæbne, så har hendes erfaringer fra det tidligere liv, rustet hende til at kunne overleve det ensomme og indespærrede liv i jernlungen. Dog savnede jeg at få indblik i ensomheden og smerten, og synes at hun i begge de to liv, håndterer sin hårde skæbne for let.

Ligesom en Jernlunge er bogens indvirkning på en, en hård skal, man skal bruge lidt tid på at trænge igennem, før man forstår hensigten og alle nuancerne. Ved første tanke, er det en poetisk roman om køn, ensomhed, udnyttelse, isolation og ens lod i livet. Men går man i gang med at tænke eller snakke om bogen, stikker den dybere og gør større indtryk på bagkant.

Som jeg skriver denne anmeldelse, bliver det tydeligt, at Jernlungen er den type bog, som udfolder sig i refleksionen. Den egner sig derfor måske særligt sig til læseklubber, fordi den er fyldt med nuancer, som kræver at man tænker over dem.

Kirstine Reffstrup: Jernlungen, Gyldendal, 312 sider, Udgivet på dansk i april 2023