Så er vi tilbage i Norge med en skøn blanding af realisme og uhygge, hvor det overnaturlige og mystiske ligger som et fint bagtæppe bag det hele. Den store stjerne er stadig at finde på himlen, og spørgsmålet er, hvilken indvirken den har på de begivenheder, som finder sted?

I tredje bind i Knausgårds gigantiske værk, som han skød i gang med Morgenstjernen genbesøger vi personer fra de to tidligere bøger, nu er der dog vendt om på fortællestemmen, så vi får tingene fortalt fra et andet perspektiv.

Det tredje rige rummer disse nedslag i tid, hvor Knausgård på fornemste vis fortæller om helt konkrete oplevelser og hændelser hos sine karakterer. Knausgård er virkelig god til at skrive personer og situationer frem, og han tør blive i en given situation og analysere den og perspektivere den fra forskellige vinkler. Den store stjerne er stadig at finde på himlen, men der er ikke rigtig nogen, som kan komme med forklaringer på, hvorfor den er der, og hvad det vil? Og i den verdensomspændende begivenhed, som indgyder en eller anden form for frygt og uro, beskriver han gennem sine karakterer meget fint, hvordan vi mennesker nok noterer os, at der sker noget omvæltende og foruroligende i verden, men vi har svært ved at forholde os til det, og vi forbliver derfor ofte i det nære, det vi kender, og det vi selv kan kontrollere.

Igen er romanen inddelt i disse afsnit, hvor en person er omdrejningspunkt. Der er blandt andet Tove, som tager i sommerhus med familien, og nu får vi livet med psykisk sygdom fortalt fra hendes synsvinkel. Vi møder Line, som forelsker sig i en forsanger for et myteomspundet dystopisk heavy-metalband, og vi får gennem hende et indblik i, hvordan vi mennesker kan være både fascineret og skræmt på en og samme tid. Vi møder bedemanden Syvert, som begynder at undre sig over, at der i flere dage ikke er registreret nogle døde. Beror det på en tilfældighed, eller er der noget andet på spil? Det er spændende at læse om ’kendte’ episoder igen nu bare med et andet fortegn. Dog vil jeg mene at Det tredje rige lægger sig meget op ad en novellesamling, og man kan sagtens læse den som sådan uden at have læst de to foregående bøger.

Det tredje rige er igen virkelig godt oversat af Sara Koch, som indfanger den norske nerve og det norske sprog på en fin måde. Jeg er dog ikke fan af bogen opslag. Det er uhyggeligt og grimt, og jeg tror desværre ikke, det får nye læsere til at gå i gang med Knausgård. Samtidig kan man også komme til at slå sig på titlen, da den helt klart, og sikkert bevidst, henleder vores opmærksomhed på et regime, som vi gerne vil lægge afstand til, det gør nok også, at folk lader bogen ligge, – hvilket er en skam, for den rummer virkelig gode fortællinger og skildringer af det levede liv med dets op -og nedture.

Det tredje rige er endnu en mursten fra Knausgårds hånd, men den læste næsten sig selv, og jeg glæder mig til at fjerde bind i serien udkommer.

Karl Ove Knausgård; Det tredje rige; oversat af Sara Koch; Lindhardt og Ringhof; 2023; 500 sider.