Lillian Fishman: Tjenester
“Jeg havde hundredvis af nøgenbilleder liggende på min telefon, men jeg havde aldrig sendt dem til nogen.” Tjenester er Lillian Fishmans (f.1994) debutroman fra 2022 og du kan nu læse den på dansk.
Vi er i New York. Eve har en kæreste, men hun er usikker på om hun spilder sin tid. “Min krop skreg op om, at jeg ikke udfyldte mit formål. Det var meningen, at jeg skulle have sex – sikkert med et overvældende antal mennesker. Måske var det mere brutalt end det, måske var det meningen, at jeg ikke skulle kneppe, men blive kneppet”. Men da hun ikke har modet til blot at gå ud i verden og møde mennesker, oploader hun en aften nøgenbilleder af sig selv på en hjemmeside. Inden længe vælter det ind med kommentarer til billederne og fra en Olivia modtager hun en invitation til at mødes til en drink.
Det bliver startskuddet til et dobbeltliv – og et særligt et af slagsen. For det viser sig snart, at Olivia er ikke alene. Hun bringer nemlig manden Nathan ind i det nye forhold. Og det er dynamikken mellem disse tre, der er i fokus i romanen.
Tjenester er en roman om begær. Om at begære. Og om at blive begæret. Om at være med. Og om at se på. Om sex uden kærlighed. Der er lange reflekterende passager, der fylder mere end selve sexen. Og der er dermed også lange passager uden handling, hvilket gør læsningen en kende tung.
For mig bliver det en anelse for prætentiøst, men jeg kan sagtens se, at romanen vil tiltale læsere af forfattere som Sally Rooney (Normale mennesker og Samtaler mellem venner) og Naoise Dolan (Godt selskab).
Hvis du også funderer over dine præferencer indenfor kærlighed/parforhold/sexliv som Eve gør her “…jeg er interesseret i kløften mellem det, man tror, man bør gøre, eller tror, man bør have lyst til, hvad det end er, og det, man i virkeligheden har lyst til” så er Tjenester formentlig en god bog til dig.
Lillian Fishman, Tjenester, April 2023, Lindhardt & Ringhof, På dansk ved Caroline Minor Albertine, side 275.