Jeg har været en tur derude, hvor jeg ellers kun forestiller mig, hvordan tingene er. Les banlieues de Paris. Forstæderne. Du ved, alle de dér stop, du passerer på vejen, når du skal på weekend i Paris og tager le RER fra Charles de Gaulle til Paris.

Der er et liv derude, du ikke kender til, men i denne roman får du råt for usødet at vide, hvordan det er.

Det er hovedpersonerne Storebror og Lillebror, der tager os med på første række til deres tilværelse.

Storebror kører Uber, forsøger at holde sig ude af kriminalitet og har en lille sidegesjæft som meddeler for politiet, hvilket gør, at de ser gennem fingre med hans småkriminalitet. Politiluder, som nogen ville kalde ham og de fleste i miljøet foragter. Han spiser middag med sin baba hver fredag, lytter til hans holdninger og formaninger og dulmer den værste modløshed med hash og damer. Moren døde, da brødrene var yngre

Lillebror er sygeplejerske. Filantropisk og forvirret. Intellektuel og famlende. Selvom han har gjort det godt, føler han sig placeret nederst i hierarkiet på det hospital, hvor han arbejder. Alene på grund af hans herkomst. Han rejser til Syrien for en humanitær NGO for at hjælpe de syge og tilskadekomne. Men Syrien er ikke, som han havde forventet. Og hvordan kommer han ud igen?

Begge kæmper de for at finde sig tilrette og for at skabe sig et liv uden for samfundets snærende kasser og ikke mindst omgivelsernes internerede grupperinger. For hvilken gruppe tilhører man egentlig, når man er født i Frankrig af en tyrkisk mor og syrisk far, der er ateist med stort a?

”Hvorfor kan du ikke melde dig ind i normal forening?”, siger faren på et tidspunkt til lillebror, da han melder sig ind i en muslimsk forening, der deler mad ud til hjemløse. Og med normal mener han ikke-religiøs.

Storebror forsøger at hænge i, men når man ser mellemøstlig ud og arbejder som taxachauffør kommer man nærmere randen af vanvid for hver rig, privilegeret madame, man kører rundt, som udviser ringe respekt. Og for Storebror er ”respekt det sociale livs kontanthjælp”.

Men hvor kan de så lykkes? ”På den anden side af altanens rækværk var der frit fald seks etager ned. Mit liv var mislykket, hans var mislykket, måske havde han bestemt sig for at lykkes med sin død?”

Det er stærk læsning. Sprogligt autentisk, et tempo, der påvirker dit åndedræt, mens du læser, aktuel og frygtindgydende, sympatisk og rørende. Den er det hele. Jeg forstår godt, at denne debut vandt den prestigefyldte Prix Goncourt du Premier Roman. Bogen er solgt til udgivelse i 14 lande.

Stor anbefaling herfra.

Mahir Guven, Storebror, Jensen & Dalgaard, oversat af Mette Olesen, marts 2023, 273 sider.