// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Ewa Klingberg: Lyserød lak og gyldne løfter
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Feel good, Roman

Ewa Klingberg: Lyserød lak og gyldne løfter

Skrevet af den 26. april 2023 – 09:57Ingen kommentarer

Nyfunden kærlighed, amerikanske biler og gamle hemmeligheder. Lyserød lak og gyldne løfter er fjerde selvstændige bind i Huskvarna-serien, som udspiller sig i nutiden med tråde tilbage til 1800-tallet.

Lollo driver Huskvarnas neglesalon uden den store kundekreds og er for nylig blevet forladt af sin kæreste Anders. Hun er nået en alder, hvor det ikke burde være så svært at klare sig. Hun føler sig vraget, men beslutter sig for at gøre noget for sig selv og køber billet til den årlige bilmesse i Jönköbing, hvor hun kan se på alle de flotte biler fra 50’erne, som hun elsker. På messen render hun ind i sin tidligere nabo Lars Berggren og hans børn Rasmus og Ebba, og Lollo kan ikke undgå at føle sig tiltrukket af ham.

I 1800-tallet er Lydia vokset op som hushjælpens datter på byens præstegård. Det er hårdt arbejde, og Lydia kan se, hvordan det tærer på hendes mor. Lydia vil noget mere med sit liv, men da hun bliver gravid uden for ægteskab, må hun træffe et svært valg. Et valg som uanset hvad kan have konsekvenser langt ude i fremtiden. Men hvad kan en lyserød Cadillac have med en hårdtarbejdende ung kvinde i 1800-tallet at gøre?

Jeg var desværre ikke så vild med denne Ewa Klingberg-historie, som jeg har været med de tidligere bøger i serien, da jeg ikke blev specielt fanget af historien om Lydia, og hvordan den blev kædet sammen med nutiden. Alligevel sad jeg med en god varm følelse i kroppen, da sidste side var vendt. Det er præcis det, Ewa Klingberg er god til; at male et billede af personer, steder og kærlighed, som ikke virker opstillet eller umuligt. Det er bestemt ikke den sidste Klingberg-bog, jeg kaster mig over.

Læs også mine anmeldelser af de tidligere bøger i serien her

Ewa Klingberg: Lyserød lak og gyldne løfter, Gads Forlag, oversat af Rikke Toft Kleemann, 360 sider, februar 2023

Der er lukket for kommentarer.