Tonny Vorm: Monumenter – cykelsportens fem største klassikere
Hvorfor levede jeg ikke i 1949, så jeg havde kunnet opleve Fausto Coppi vinde Milano-Sanremo og Lombardiet Rundt?
Men det gjorde jeg altså ikke. Til gengæld kan jeg læse om Coppi og mange andre af de helt store cykellegenders bedrifter i de fem store endagsklassikere Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Liège-Bastogne-Liège og Lombardiet Rundt i den danske journalist Tonny Vorms fremragende bog “Monumenter”. Det er nemlig hvad de fem løb kaldes og er.
Sammen med de tre store 3 uger lange Grand Tour-løb (Tour de France, Giro d’ Italia og Vuelta a Espana) og VM, så er de fem monumenter de mest prestigefyldte løb du overhovedet kan vinde. Og de er lige så rige på historier, myter og anekdoter som grand tour-løbene.
I en lækker sag med rigtig mange flotte billeder og kort tager Vorm os i hånden og fortæller de fem løbs historie. Fra Paris-Roubaixs start i 1896 frem til 2022. Om de store legender som Coppi, Merckx og de Vlaeminck over store navne som Boonen, Moser og Gilbert til de mere glemte navne, der satte deres præg på løbene et enkelt år.
Om de store årgange, hvor tilskuerne fik drama på landevejen. Og om de årgange, hvor løbene blev afgjort på skrivebordet flere dage efter, fordi vinderen på landevejen blev diskvalificeret.
Vorm formår at binde historierne om de fem løb sammen. Ved blandt andet tydeligt at forklare ligheder og forskelle mellem dem. Og hvilke forskellige samfund og samtid de er udsprunget af.
To vidt forskellige ting gør, at vi kommer helt op på den store klinge med denne bog. Det er for det første, at Tonny Vorm ikke er bange for at omtale rytternes omfattende brug af forskellige doping- og præstationsfremmende præparater i især 1960’erne til 1990’erne.
For det andet kortene over løbsruterne og listerne over vindere gennem tiden samt den samlede oversigt over hvem, der i alt har vundet flest monumenter. Eller rettere, hvem der er har vundet næstflest, tredjeflest osv. efter Eddy Merckx.
Prikken over i’et er Vorms små interviews med nogle af de ryttere, der har kørt løbene, samt beskrivelser af sine egne ture ned til løbene – for mest at sidde på en bar i nærheden og se det på tv.
I min bog er det næsten mere prestigefyldt at vinde “Helvede i Nord” (Paris-Roubaix, red.) eller et af de fire andre monumenter, end det er at vinde Tour de France. I sidstnævnte har du som toprytter et hold omkring dig, der kan hjælpe dig igennem en hård etape, og du kan tage revanche dagen efter.
På brostenene i Flandern og på stigningerne i Lombardiet er det meget mere her og nu. Mand, maskine og vejen. Alt eller intet på én dag i historiske og barske omgivelser. Sved, smerte – og ofte mudder. Meget mudder.
Det bekræfter Tonny Vorms bog mig i. Og det i sig selv er rart. Samtidig er det fremragende fortalt og formidlet.
Dog med den bagside af medaljen, at man ærgres over ikke at have stået langs ruten i 1949 og set Coppi vinde.
Tonny Vorm: Monumenter – cykelsportens fem største klassikere. Lindhardt og Ringhof, 2023. 302 sider.