// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jojo Moyes: I dine sko
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Feel good, Kærlighed og romantik, Roman

Jojo Moyes: I dine sko

Skrevet af den 23. februar 2023 – 06:28Ingen kommentarer

Jojo Moyes havde én ting for øje, da hun skrev denne bog, og det var, at den skulle føles lettere end hendes tidligere bøger, være medrivende og få dig til at grine. Jeg må sige, at det er lykkedes hende til fulde.

Sam er gift, har en voksen datter og har om nogen haft et hårdt år. Hendes mand mistede sit job og sin far på samme tid, hvilket udløste en dyb depression, som han har lidt af lige siden – uden viljen til at få nogen som helst hjælp. Så Sam er eneforsørger med ansvar for hus og hjem, og hun er fuldkommen udmattet det meste af tiden. Den amerikanske trofækone Nisha lever et noget anderledes liv i England med sin stinkende rige mand, mens han arbejder fra deres penthousehotelsuite, og deres teenagesøn opholder sig på en amerikansk kostskole.

Mens Sam og Nisha begge er i fitnesscenter, ender de ved et uheld med at bytte rundt på hinandens træningstasker. Sam finder Nishas røde Christian Louboutin-stiletter og silkebløde Chanel-jakke i tasken, og fordi hun skal til et forretningsmøde med det samme, ender hun med at tage det på, hvilket resulterer i kæmpe succes på mødet. Nisha derimod opdager til sin stores skræk, at udover at hun er nødt til at iføre sig Sams forfærdelig praktiske sko, så har hendes mand planlagt, at Nisha skal byttes ud med en yngre model med øjeblikkelig varsel, så hun står uden hverken penge, pas eller tag over hovedet.

Nisha aner ikke sine levende råd, og var det ikke for en stuepige på det hotel, hendes mand stadig bor på, ville hun have været nødsaget til at bo på gaden. Sammen udtænker de en plan for at få Nishas sko tilbage, så hendes mand forhåbentlig vil give hende den skilsmisseaftale, hun så desperat har brug for. Men er penge alt, når hun erfarer, at uden dem har alle de mennesker, hun har kendt de sidste næsten 20 år, vendt hende ryggen?

Denne her historie er nok en af de bedste Jojo Moyes-bøger, jeg har læst siden hendes serie om Lou Clarke. Alle kvinderne er i 40’erne, og vi får den dejligste sammensætning af stærke kvinder, der hjælper hinanden. Jeg læste bogen i en ruf, og jeg håber virkelig, at vi får flere af den slags bøger i fremtiden.

Læs også vores anmeldelser af nogle af Jojo Moyes andre bøger her

Jojo Moyes: I dine sko, Alpha Forlag, oversat af Agnete Dorph Stjernfelt, 464 sider, februar 2023

Der er lukket for kommentarer.