// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Maria Navarro Skaranger: Emily forever
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Maria Navarro Skaranger: Emily forever

Skrevet af den 6. maj 2023 – 06:40Ingen kommentarer

EU Litteraturprisvinder er aktuel på dansk med romanen Emily forever.

Emily er 19 år, gravid og romanens hovedperson. Hendes kæreste Pablo har forladt hende, der var noget vigtigt han skulle og nu er der gået flere uger. Emily er selv vokset op alene med sin mor, hendes far forlod nemlig familien da hun var et lille barn. Emilys mor vælger at flytte ind i lejligheden for at passe Emily. Naboen (en voksen mand) er også opmærksom på Emily og på arbejdet (et supermarked) er hendes chef hensynsfuld og hjælpsom.

På overfladen ser det ud til, at der er støtte omkring den vordende teenagermor. Alligevel er der noget foruroligende over romanen. Emily er ikke synderlig god til at sætte ord på sine ønsker, tanker, følelser og behov og det er som om at folk omkring hende, kommer med råd, vejleder og rydder op for hende uden at spørge, hvad Emily vil.

Emily forever er en roman om social arv, om klasseforskelle, om hvor svært det kan være at falde til i rollen som mor, hvis ens egen mor også havde svært ved det. Det er hjerteskærende læsning, når moren ikke anerkender sit barns behov og følelser og ikke møder barnet, hvor det er. Det er svært ikke at fundere over, hvornår jeg failer i forhold til mine egne børn.

Det er også en roman om, hvordan vi opfatter os selv og vores liv i forhold til, hvordan andre gør. For eksempel er det Emilys opfattelse at Pablo fik hende til at føle sig køn, at han fik hende til at føle sig som noget særligt. Andre kan udefra se at Pablo betød at Emily sov dårligt, spiste dårligt og blev tyndere. Begge dele er måske sandt på samme tid.

Det helt særlige ved romanen er måden den er fortalt på. Der er en fortæller, som det kan være lidt svært at få greb om. Det er en alvidende fortæller, der fortæller som et “jeg” uden at vi eller Emily møder dette “jeg”. Fortælleren retter blikket mod Emily og via fortælleren præsenteres vi for de andres blik på hende (naboens, morens mv.). Fortællestemmen er observerende og berettende og minder lidt om en voice over som vi kender det fra film. Sproget er levende og hverdags/talesprogsagtigt.

Da jeg først havde accepteret den lidt specielle fortælleform var jeg hooked og ret nysgerrig på Emily. Kommer hun til at klare det som alene teenagermor? Vender Pablo mon tilbage? Hvad har han rodet sig ud i, siden han akut stikker af?

Det er en ret fin roman og oplagt læsning til dig, der gerne læser socialrealistiske romaner i samtiden.

Maria Navarro Skaranger (f.1994) er fra Oslo. Hendes debutroman, som jeg også var ret glad for blev nomineret til Tarjej Vesaas debutantprisen i 2015. Debutromanen er Alle udlændinge har lukkede gardiner og her er link til min anmeldelse. For Emily forever blev hun nomineret til Kritikerprisen.

Maria Navarro Skaranger, Emily forever, Gutkind forlaget, April 2023, 189 sider, Oversat af Camilla Christensen

Der er lukket for kommentarer.