Alle udlændinge har lukkede gardiner. Måske fordi vi andre ikke må følge med i deres liv. Heldigvis trækker bogens hovedperson gardinet lidt til side, så vi kan se ind i lejligheden i Romsås i Norge, hvor hun bor med sin familie og der åbnes også op for et kig ind i venindernes boliger.

Mariana går i 7. klasse og det er hende, der giver os en rundtur på skolen, på fodboldbanen, og henne i indkøbscentret, hvor ungerne hænger ud. Hendes mor er norsk og hendes far er fra Chile. Hendes storebror er i fængsel og følelsen af skam ruller i hendes blodårer. Hendes lillebror er et følsomt gemyt, der helst sover i samme seng som sin søster. Mariana selv er smaskforelsket i en dreng fra skolen og det bobler i den grad i maven på hende, når han taler til hende.

Alle udlændinge har lukkede gardiner er en anerledes og rigtig god roman om at være indvandrerpige, der vokser op i et multikulturelt samfund.

Forfatteren Maria Navarro er født i Oslo i 1994 og er selv vokset op i Oslo-bydelen Romsås. Bogen er en blanding af selvbiografi og fiktion og er skrevet på “kebabnorsk” med omvendte ordstillinger og gadeslang.

Det må have været noget af en udfordring at oversætte den til dansk uden at rette alle de grammatiske fejl og sære ordstillinger. Sproget i bogen, som er rent talesprog, (man kan nærmest høre den unge pige fortælle), giver bogen energi og en autensitet, men det gør den også svær at læse. Det var vældig forstyrrende de første sider, som jeg måtte læse flere gange for at finde rytmen. Men hæng endelig på! Det er virkelig en fin roman og det gør ikke noget, at den stiller krav til sin læser.

Bogen inviterer ind i en verden, de færreste kartofler (hvide nordmænd og vel også hvide danskere) kender ret meget til. En multietnisk verden, hvor mange sprog tales og maden dufter af mange forskellige krydderier og hvor sproget og tonen er vigtig. Læs den! Om ikke andet så for at blive udfordret på din læsning, sæt tempoet ned og nyd hver en sætning.

Lad mig slutte af med bogens første afsnit, det giver et fint indblik i, hvad du kan vente dig: “Jeg tror mor og far aldrig vidste hvornår ville han komme hjem, eller om ville han overhovedet komme hjem, for han kom når han ville. Han bare gik ud af døren, var væk i flere dage, og så kom hjem igen, som regel om aftenen, og satte sig i computeren i stuen med vinflasker og drak sig shitfaced, og dagen efter lå som slagtet kød på sin værelse helt til ved et-to-tiden mens tomme vinflasker stadig lå på sofabordet med skoddede smøger.”

Maria Navarro Skaranger, Alle udlændinge har lukkede gardiner, Gyldendal, 120 sider, Februar 2016, På dansk ved Sara Koch.