Det her er en af den slags bøger, som du hurtigt har glemt igen. Det har jeg i hvert fald. Men hvis jeg anstrenger mig her fire dage efter jeg læste den, så var det noget med en fraskilt tidligere PET-mand, der får nogle mystiske breve, der trækker tråde tilbage til hans fortid og Den Kolde Krigs afslutning.

Han opsøger afsenderen af brevene og tingene udvikler sig herfra. På Lolland, Falster og lidt i Berlin. Og brikkerne falder på plads til sidst.

Men en stor del af handlingen er ting, som hovedpersonen har oplevet tidligere og blot husker tilbage på. Vi bliver ikke taget med tilbage til dengang. Og det gør bogen særdeles kedelig og forceret. Det virker mest af alt som den sidste afsluttende del af en større fortælling. Men det er det ikke.

Benni Bødker skriver godt. Men det er en smule klichéagtigt, at hovedpersonen er en antiautoritær fraskilt enspænder og tidligere PET-mand, der kommer tilbage til sin barndomsby og møder sin ungdomsforelskelse, som stadig bor i byen. Jøsses, den har vi stødt på så mange gange før i danske krimier.

Er der noget godt at sige om bogen? Tjaaa… Der er en kriminalgåde. En mand er død. Gåden bliver løst. Bogen slutter. Og det er godt.

Benni Bødker: Et hus med tusind øjne. Gyldendal 2023. 333 sider.