Melanie Kitti: Halvt urne, halvt gral
Gæsteanmeldelse af Mette Herman fra Instagramprofilen @bog.dag.bog
Svenske Melanie Kitti debuterer på dansk med digtsamlingen Halvt urne, halvt gral, som er oversat til dansk i samarbejde med Liv Nimand Duvå og udkommet på Gyldendal i sommer.
Halvt urne, halvt gral er en udgivelse helt for sig. Melanie Kitti har i sine korte tekster skabt et anderledes, dybt originalt og meget dystert univers, hvor der eksperimenteres med både form, sprog og indhold i digtene, der er rige på billedsprog, og hvor der leges med det surrealistiske og absurde. Det er fascinerende, men også udfordrende læsning.
Gennem digterjeget fortælles historien om en dysfunktionel familie, der bor i en nedlagt kirke på en kirkegård fyldt med kadavere, bænkebidere, knoglestumper og fordærvede oste i et hjem med både synlige og usynlige vægge. Ud over jeget selv består familien af mor, far, en bror, en søster og en (vist nok) afdød tvilling til broren, der bor i himlen.
Moren er halvt urne og halvt gral. Hun er både grim, klam og døden, men også en helligdom, som digterjeget længes efter, men moren har kun plads til bror, søster og yndlingsbarnet Kosmo. Faren går sine egne veje og har sit eget sprog, børn beskrives som nogen, der ”står i vejen for de voksne”.
Halvt urne, halvt grav handler om død og sorg. Sorgen over den døde bror, men også digterjegets sorg over at blive holdt ude af morens gral, ude af familien. Teksterne er fyldt med groteske scener, der skaber en dyster, uhyggelig og trist stemning. Det sorgfulde, glædeslæse og groteske er allestedværende i digtene, som fx i digtet på side 64, som lyder:
Min far har mistet det halve af sit hjerte.
Min mor koger hans hjerte i urnen
Min søster spiser det til aftensmad.
Min bror spiser resterne.
Halvt urne, halvt gral er til læseren, der vil udfordres, hvad både form og indhold angår. Den er til dig, der er vild med Olga Ravns digte, eller dig, der kunne lide Gunnhild Øyehaugs absurde univers i novellesamlingen ”Onde blomster”, der udkom på Gutkind sidste år.
Melanie Kitti: Eufori, Forlaget Gyldendal, 19. august 2022, 160 sider
