Reserven. Så kom den. Længe ventet. Eller måske længe frygtet, alt efter hvem man spørger. Der blev lækket en masse af det saftigste til pressen, allerede inden den udkom, men for mig at se er detaljerne om for eksempel William, der angiveligt skulle have overfaldet Harry, eller Harry, der mister sin mødom bag en pub til en ældre kvinde, noget af det mindst interessante, og relevante, i denne her fortælling.

For mig at se er det ikke en skandalebog. Det er et stykke historie, et indblik i en verden, de færreste af os kender til. Og naturligvis stærkt subjektivt.

Og debatten om bogen er meget polariseret. Enten er man team Harry & Meghan eller også synes man de er nogle forkælede, selvoptagede og urimelige mennesker, der ødelægger det fine, traditionsrige monarki.

Men jeg vil forsøge at holde mig fra at tage parti. Hvis det er muligt. For jeg synes ikke, det er relevant. Harrys fortælling er naturligvis et partsindlæg, men det er min anmeldelse ikke. Om jeg vurderer hans partsindlæg som troværdigt? Ja, det gør jeg. Men om det også er stærkt subjektivt? Absolut. Sandheden er sjældent objektiv, men den diskussion må høre et andet sted til.

Reserven starter, da Harry er 12 år og mister sin mor. Åbningskapitlet er hjerteskærende, og som læser overvejede jeg, om jeg kunne holde til 574 siders fortælling, hvis det var niveauet.

Blandt andet fortæller han, hvordan han nægter at tro på, at hun rent faktisk er død. Han tror, at det er et forsvindingsnummer, og at hun, for at komme væk fra det helvede, hun befandt sig i, har iscenesat sin egen død, og at hun snarest vil kontakte ham og William, så de kan komme hen til hende. Det er en overbevisning, der følger ham i flere år.

Fortællingen fortsætter ind i hans ungdom, hans skoleliv, venskaber og relationer, hans tid i militæret og forholdet til familien frem til han møder Meghan, de bliver gift og han bryder med selvsamme familie og institutionen, som han kalder kongefamilien.

Det er helt tydeligt, at han efter 38 års undertrykkelse under familiens motto ”never complain, never explain” har behov for at forklare om alle de ting, han gennem årerne har oplevet og følt.

Og han er også vred. Og viser også med sine ord, lige som han har gjort med sine handlinger gennem tiden, at han har svært ved at styre sit temperament. På et tidspunkt kalder han en redaktør på et britisk formiddagsblad for “en betændt byld i menneskehedens kollektive røvhul”. Vreden er til at tage og føle på.

Men nogle steder halter selvindsigten også. På et tidspunkt omtaler han den afslørende bog, hans mors tidligere butler har skrevet med ordene: “Mors tidligere butler havde skrevet en afslørende bog, som faktisk ikke rigtig afslørede noget som helst. Det var bare mandens selvretfærdige, selvcentrerede udgave af forskellige begivenheder”.

En farlig sætning at skrive. Mange vil nok tænke præcis det samme om hans egen bog.

Uanset hvad der er rigtigt og forkert, så står det helt tydeligt, at de fortællinger vi som befolkning mødes af i pressen – hvad enten det er skandalehistorierne om stoffer eller kærester, eller dem der males med de store, fine pensler, så som fortællingen om et tæt forhold mellem to brødre, der holder sammen efter moderens død, så er det helt og aldeles stokastisk og utroværdigt, hvad der bringes.

For eksempel fortæller han på et tidspunkt, at han fik at vide fra hoffet, at hans bror skulle giftes. Ikke fra sin bror selv, som han ellers netop havde været på officiel rejse med ugen inden forlovelsen blev offentliggjort. Noget tæt forhold har de næppe haft.

Men problemet er, at vi som mennesker blot skal høre tingene nogle gange og så husker vi det som virkeligheden. Også selvom der efterfølgende bringes et dementi. ”Der er jo sjældent røg uden brand”, tænker vi måske.

Tilbage står også, at han nok har gjort livet mere besværligt for sig selv, end han havde behøvet. Han er meget ridderlig over for sin hustru og vil ikke finde sig i noget på hendes vegne. “Mine egne landsmænd udviste disrespekt over for den kvinde, jeg elskede”. Han er rasende over, at hoffet – institutionen – ikke vil klage over de – ifølge ham – falske historier om hans hustru. Få påstandene tilbagevist. Han burde nok vide bedre, men man forstår så sandelig godt frustrationen.

Udgivelsen er kulminationen på mange års mundkurv og nu har han fået luft.

Om det er passende eller ej for en person i hans situation, så er han en fantastisk historiefortæller. Jeg slugte hele molevitten på under to dage. Umulig at lægge fra sig. Men jeg nærer ikke den illusion, at det ikke er et stærkt subjektivt partsindlæg.

Titlen binder lige som sløjfen på det hele og fortæller hvilken grundfølelse, han har siddet med hele sit liv. At være til overs. Og til sidst på nogle af de sidste sider refererer han til en samtale han har med sin far og bror: “Vi har talt om det her hundredevis af gange, sagde de. Du har vrangforestillinger, Harry. Men det var dem, der havde vrangforestillinger”. Det summer situationen meget godt op.

Hvad enten du er på det ene eller det andet hold, vil jeg anbefale dig at forsøge at lægge din holdning til side og læse hvad der rent faktisk står. Det er et unikt indblik ind i en verden, som mange tror er fuld af privilegier og rigdom. Personligt kan jeg ikke forestille mig noget mere rædsomt, ensomt, ekskluderende eller begrænsende end at skulle være en del af en kongelig familie. Jeg har aldrig sat så stor pris på min frihed, som efter jeg har læst denne her bog, og jeg er i virkeligheden ked af det på alle parters vegne.

Prins Harry, Reserven, Politiken forlag, januar 2023, 574 sider.