// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Madeline Martin: Den hemmelige bibliotekar
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Madeline Martin: Den hemmelige bibliotekar

Skrevet af den 12. marts 2023 – 06:21Ingen kommentarer

Krigen raser i Europa, året er 1943 og da den unge bibliotekar Ava får mulighed for at rejse fra Washington til Lissabon på en hemmelig mission, griber hun chancen.

Hun ved ikke helt, hvad der venter hende og hun er heller ikke helt sikker på, hvad hendes nye job går ud på. Man da hun taler både tysk og fransk, bliver hun en del af efterretningstjenestens informationsindsamlingsprogram. Hun skal blandt andet affotografere illegale aviser og indsamle informationer fra modstandsbevægelsen.

I Frankrig har en anden ung kvinde også et vigtigt job. Hendes mand er blevet anholdt og hun går under jorden og arbejder sammen med modstandsbevægelsen i det besatte Lyon og sætter hver dag livet på spil. Hun arbejder ved en skjult trykpresse, der trykker illegale aviser. Selvom hun er træt og slidt, så hjælper hun en ung mor med et lille barn og det sætter dem alle i stor fare. Hun må skaffe hjælp udefra og finder på at skrive en skjult meddelelse i en af aviserne og håber, at der er nogen der læser det.

Avisen havner hos Ava og måske er der håb for den lille familie.

Bogen er skrevet af Madeline Martin, der tidligere har skrevet Den sidste boghandel i London. Hun bruger meget tid på research før sine historiske romaner og forsøger altid at finde virkelige personer og hændelser, der kan bygges en god historie op omkring.

Selvom det er en gribende historie, så blev jeg aldrig helt fanget af den. De to sideløbende fortællinger er for længe om at blive spundet sammen og det kommer aldrig helt til at fungere. Det der alligevel gør bogen værd at læse er billedet på kvindernes rolle under en krig. Et umenneskeligt pres, en hverdag i evig frygt og alligevel finder de en utrolig styrke.

Madeline Martin, Den hemmelige bibliotekar, på dansk ved Mette Wigh Tvermoes, Lindhardt og Ringhof, 414 sider, 2023

Der er lukket for kommentarer.