Madeline Martin: Den sidste boghandel i London
Jeg elsker historiske romaner og jeg elsker bøger!
Derfor var det med høje forventninger, at jeg startede på ”Den sidste boghandel i London” af Madeline Martin, der er udkommet hos Lindhardt og Ringhof. Og jeg blev bestemt ikke skuffet. Bogen foregår i London op til og under 2. verdenskrig, hvor den unge Grace ankommer til storbyen sammen med veninden Viv.
Grace har mistet sin mor og får mulighed for at bo hos moderens barndomsveninde Mrs. Weatherford. De to unge kvinder håber på, at London byder på fest og farver og Viv får straks arbejde i et smart stormagasin. Grace har ikke en brugbar anbefaling med sig, men Mrs. Weatherford hjælper hende med et midlertidigt job i en gammel boghandel, der er drevet at sure gamle Mr. Ewans.
Men efterhånden bliver Grace grebet af bøgernes verden og hverdagen i den gamle boghandel. Hun kommer ind på livet af Mr. Ewans og hun kommer til at kende mange af de faste kunder. Men krigen kommer nærmere og snart må de unge mænd afsted som soldater og det er op til kvinderne at få hverdagen til at fungere.
Det virker helt skørt at grave ud til et beskyttelsesrum i haven, men inden længe er London under angreb og kvinderne oplever langt værre ting end de kunne forestille sig.
Grace træder i karakter, hjælper hvor hun kan, holder modet oppe hos de mange lokale og kæmper for at holde liv i den sidste boghandel i London, efter de mange mange bombardementer.
Den sidste boghandel i London er en virkelig fin og rørende historie om at holde sammen, kæmpe og holde fast i alle de små ting der giver lidt lys og håb i tilværelsen. Og når det hele brænder på må man gerne forsvinde lidt ind i bøgernes verden.
Krisetider kræver litteratur.
Madeline Martin, Den sidste boghandel i London, Lindhardt & Ringhof, 320 sider, 2021