Morten Møller: Ud af ruinerne – vejen mod et forenet Europa
Hvis man har brug for at genopfriske sin viden om, hvordan EU blev født, og hvilken rolle EU har spillet for det moderne Europa, så er historiker Morten Møllers bog et super godt afsæt. Han har forsket dybt og grundigt i emnet, og ’Ud af ruinerne’ repræsenterer en solid indsats for at brede forskningen ud til et større publikum.
Bogens titel refererer til de to ødelæggende verdenskrige, der efterlod Europa smadret og ødelagt. Det er ud af denne syndflod af ulykker, at EU opstår. Bogens ene hovedafsnit har fokus på 1. Verdenskrig og mellemkrigstiden, og så bliver 2. Verdenskrigs ødelæggelser detaljeret og medrivende beskrevet herefter. Møller skildrer indlevende, hvor medtaget Europa var, med udbredt sult, manglende boliger, massevis af flygtninge og en anspændt politisk situation med potentiale for ny nationalisme og kommunistisk magtovertagelse.
Bogens centrale hovedperson er franskmanden Jean Monnet, og han er en dybt fascinerende skikkelse. Han driver cognachandel i Sydfrankrig, har ikke nogen længerevarende uddannelse, og lidt via tilfældighedernes spil får han en central placering i Folkeforbundet i årene efter 1. Verdenskrig. I 2. Verdenskrig agerer han bl.a. forbindelsesofficer mellem Frankrig, England og USA, og det er her han udvikler sin vision om, at der er brug for en overstatslig organisation. Tæt og forpligtende økonomisk samarbejde mellem nationerne på det europæiske kontinent er det eneste realistiske bolværk mod nye katastrofale krige.
Monnet er ikke den eneste, der tænker disse tanker, og Møller præsenterer læseren for flere andre varianter, både nogle der ligger tidligere end 2. Verdenskrig og andre der er formuleret under og efter krigen. Det bliver dog franskmanden, der støber det første fundament til et forenet Europa, idet han som medlem af den franske regering udtænker planen om en stål- og kulunion. Det er her integrationen kan starte, fordi råvarerne er så centrale for genopbygningen af Europa.
Planen bliver lanceret i 1950 og efter intense forhandlinger bliver Den Europæiske Kul- og Stålunion en realitet i april 1951. Monnet sætter sig i formandsstolen for det råd, som har den økonomiske suverænitet, afgivet af medlemslandene. Møller udlægger det især som et mesterværk, at det lykkes for de to ærkefjender Tyskland og Frankrig at erkende, at man havde behov for at finde sammen.
Der er sagt og skrevet utrolig meget om EU, og efter at have læst ’Ud af ruinerne’ bliver man langt klogere på, hvordan det hele startede, og hvilken forfærdelig situation, som Europa stod i. Fantastisk at det begyndte med en idé hos en person med forstand på cognac langt, langt væk fra de politiske cirkler og bonede gulve.
Morten Møller: ’Ud af ruinerne. Vejen mod et forenet Europa’. Lindhardt & Ringhof, 271 sider. Januar 2023.
