Zulejkha er tatar, fra området omkring Kazan i Rusland. Hun er gift med en voldelig mand og har svigermoren fra helvede. Hendes liv er hårdt arbejde og undertrykkelse, og hun har kun født døtre – hvoraf ingen har overlevet mere end et par måneder. Hun er sådan en kvinde, som kommunisterne burde have sat fri efter revolutionen, men myndighederne interesserer sig kun for hende i det omfang, de kan beslaglægge fødevarer og værdier fra hendes og mandens gård.

Da manden sætter sig til modværge mod beslaglæggelserne, bliver Zulejkha deporteret til Sibirien som en del af afkulakiseringen i 1930erne. Uden dom eller rettergang bliver hun sendt til en flodbred i tajgaen, et sted uden navn, der ikke engang har en lejr. Her skal hun forsøge at overleve sammen med andre af kommunisternes deporterede.

Zulejkhas liv er ikke for sarte sjæle, og det er Jakhinas roman bestemt heller ikke. Det er en rejse ind i Stalin-mørkets hjerte, hvor sagesløse borgere pludselig bliver betragtet som folkefjender, og hvor menneskeliv ikke regnes for noget. Her har systemet sin egen logik, og brutaliteten er indbygget i hverdagen.

Alligevel er Zulejkha åbner øjnene ikke en trøstesløs roman. Det er en smukt skrevet roman, der giver både Zulejkha, hendes meddeporterede og hendes fangevogtere en stemme og et minde fra en tid, der stadig martrer Rusland. Det er et velskrevet indblik i tatarernes levevis før de, deres tro og deres samfund blev knust af Stalintidens udrensninger og undertrykkelser. Især første del af Zulejkha åbner øjnene er virkelig fremragende, selvom roman taber lidt af pusten i slutningen.

Guzel Jakhina: Zulejkha åbner øjnene. 475 sider, Politikens forlag. Udkom 21. oktober 2022, oversat af Trine Søndergaard