Nicole Boyle Rødtnes: Den røde enkes løfte
I slutningen af det 22. århundrede, efter at De Store Krige skabte død og ødelæggelse overalt på kloden, skete det, at tre rige enker byggede en mur omkring deres bopæl for at beskytte sig mod aggressive mænd. Her var tanken, at de skulle leve i et samfund kaldet Viduana udelukkende bestående af kvinder og børn. Inden længe fandt de tre enker dog ud af, at de ikke kunne undvære mændenes kræfter og kampevner, og de åbnede derfor op for, at mænd, der aflagde ed om at beskytte Viduana, ville kunne leve i byen under strenge regler og fuldkommen isoleret fra kvinderne. Derved ville de også sikre Viduanas overlevelse, da kvinderne kunne bruge mændene til reproduktion. Det blev grundstenene til Viduanas ti bud.
Den røde enkes løfte er den længe ventede tredje og sidste bog i trilogien ’Rød og blå’, og hold op, hvor har jeg glædet mig til at finde ud af, hvad der sker med Clara og Silas og deres plan om at flygte fra Viduana. Mændene i Viduana planlægger et oprør, for efter Den hvide enke døde, har Den sorte enke lagt sine helt egne planer, der på ingen måde stemmer overens med de ti bud.
Silas sørger over drengen Samuels alt for tidlige og grusomme død, og han vil ikke lade Clara og Silas’ barn vokse op et sted, hvor folk bliver straffet for det mindste. Men er det muligt at få et liv uden for Viduanas beskyttende mure? Da Clara pludselig forsvinder sporløst for dernæst at komme tilbage med en plan, der ligger langt fra, hvad de ellers havde forestillet sig, må de to beslutte sig for, hvad der er bedst for deres barn. Men endnu en gang forpurrer Den sorte enke deres planer.
Hold nu op en afslutning på en virkelig velskrevet og fængslende serie med et fantastisk persongalleri. Faktisk vil jeg påstå, at Nicole Boyle Rødtnes sagtens kan skrive endnu en bog i serien, for der er tusindvis af ting, jeg gerne vil høre mere om.
Serien kan læses af alle fra 14 år, så du kan sagtens bruge teenageren i hjemmet som undskyldning for at erhverve dig serien.
Læs om de andre bøger i serien her
Nicole Boyle Rødtnes: Den røde enkes løfte, Forlaget Alvida, 440 sider, november 2022