Deres øjne så mod Gud er en amerikansk klassiker, og det forstår jeg godt, for det er en fremragende bog, der på usentimental vis skildrer livet for sorte kvinder i starten af det 20. århundrede.

Vi følger Janie, der vokser op hos sin bedstemor. Som 16-årig bliver hun taget i at kysse med en jævnaldrende dreng, og hendes bedstemor skynder sig at gifte hende væk til en ældre mand med 60 tønder land. Janie trives ikke i sit ægteskab, så da den ambitiøse og charmerende Joe Starks en dag kommer forbi og gør kur til hende, beslutter hun at stikke af og starte et nyt liv med ham.

Han bliver en stor kanon i den nyetablerede sorte by Eatonville, som han hjælper med at opbygge, men hans syn på kvinders rolle sætter Janie i en spændetrøje, hvor hun ikke kan være sig selv. Der er ingen kærlighed eller frihed, kun undertrykkelse og overvældende patriarkalsk magt.

Da hun endelig møder sit livs kærlighed, kan han ikke tilbyde hende guld og grønne skove, men til gengæld den frihed, hun har drømt om hele livet – friheden til at være sig selv og til at blive elsket for den, hun er.

Deres øjne så mod Gud er en hjørnesten i det, der blev kaldt The Harlem Rennaissance – opblomstringen af det afroamerikanske kulturelle og intellektuelle liv i 1920’erne og 1930’ernes Amerika. Beskrivelsen af diskrimineringen af sorte kvinder, og hvordan de blev opfattet som mandens ejendel, er rå men samtidig nøgtern. Trods alle Janies kvaler holder hun dog fast i ikke at lade sig nøje, men at søge kærligheden – også når tingene ser allermest sorte ud.

Bogen er skrevet som Janies egen fortælling af sin historie til en god veninde, da hun efter mange års fravær vender tilbage til Eatonville. Man mærker hendes hjertes kvaler og længsler, man føler hende i knoglerne, og det er fint og rørende uden at være sukkersødt. Hendes kamp for sig selv og retten til at være en person i egen ret er bevægende og stærk. Sproget er smukt, flydende og legende med masser af lækkert billedsprog, som f.eks. da søen Okechobee truer med at gå over sine breder under en storm:

”Det vækkede gamle Okechobee, og bæstet begyndte at vende sig i sengen … Menneskene følte sig utilpasse, men trygge, for der var diger, som kunne lænke det sanseløse bæst til dets seng.”

Vil du gerne i gang med at læse klassikere, er denne et virkelig godt sted at starte. Den er kun på 256 sider og en smuk og stærk fortælling, som vil give dig stof til eftertanke, længe efter at bogen er færdiglæst. Den får min varmeste anbefaling!

Du kan finde inspiration til flere klassikere her.

Zora Neale Hurston, Deres øjne så mod Gud, Turbine, 256 sider, oversat af Juliane Wammen, januar 2023