Det spøger ude på landet. Brændende småpiger viser sig på kirkegården og inde i den lokale kirke for vores to hovedpersoner, præsten Jack Brooks og hendes 15-årige datter Flo. Det lover ikke godt, for de lokale kan fortælle, at hvis spøgelserne kommer, så er det tegn på, at man står man selv til at løbe ind i problemer.

Brooks er blevet tvunget til at søge væk fra sit præsteembede i Nottingham og må erstatte det med et andet i landsbyen Chapel Croft i Sussex. Her sker der mange underlige ting. Blandt andet holder man fast i en markering af en 500 år gammel udåd, hvor protestantiske martyrer blev brændt på bålet, her i blandt to unge piger. Det gør man blandt andet ved at afbrænde pindedukker. Brooks forgænger har hængt sig, for nogle år tilbage er to teenagepiger forsvundet, og der er andre som bare også er forduftet. Og så er det med spøgelserne.

Da der begynder at dukke pindedukker op ved Brooks hus, og hendes bil bliver udsat for hærværk, står det klart, at nogle ikke vil hende det godt. Måske skyldes det, at hun begynder at interessere sig lidt for meget for byens dunkle fortid, måske er det bare fordi, hun er en fremmed, som det lille landsbysamfund ikke er tryg ved. Flo finder sammen med en ung fyr, og også her sker der underlige ting. Det forlyder, at han har brændt en skole af, hvor en klassekammerat var ved at omkomme. Og der er bare noget ved ham, som gør Brooks bekymret.

’Brændende piger’ er en effektiv thriller, som tager nogle overraskende drejninger undervejs. Hovedplottet afdækkes gradvist, men slutningen er overraskende. Tudor kan skabe uhygge og holder sin læser på pinebænken, og hun skaber en intens og lidt foruroligende stemning undervejs. Men der er også læsset lige lovlig meget på. Der er godt nok foregået meget i dette lille samfund med mord, mishandling og ugerninger, som ikke tåler dagens lys.

C.J. Tudor: Brændende piger. Lindhart og Ringhof, december 2022. 465 sider. Oversat af Poul Bratbjerg Hansen.