Da podcasten Mors afskedsbrev ramte æteren, lyttede jeg begejstret. Podcasten var virkelig godt produceret og skruet formidabelt godt sammen, og selve historien var fængende og interessant. Derfor var det også med spænding og lettere uro, at jeg gav mig i kast med at læse Mors dreng, for kunne den leve op til podcasten, eller var den skrevet for blot at malke markedet?

Jeg har dog nydt at læse Adrian Hughes bog Mors dreng, hvor han går mere i dybden med sin familiehistorie, end han kunne i sin podcast. Der er ikke sparet på kilder, og historisk materiale er gået godt efter i sømmene. Man kommer med ind bag facaden i byggematadoren Dreyers’ familie, som syntes at have det ene skelet efter det andet i skabet.  Vi får også indblik i, at et liv i luksus og i overhalingsbanen kan have sine slagsider, og at der måske ikke altid er overensstemmelse mellem det, man viser udadtil, og det som sker inde bag hjemmets fire vægge.

Der hersker heller ikke nogen tvivl om, at det har været en vigtig proces for forfatteren selv at gå dette spadestik dybere i håbet om at komme tættere på sin egen familiehistorie og måske komme overens med den, han selv er blevet. Til slut i bogen skriver han bl.a. ”Min mors afskedsbrev viste sig at indeholde en gave, hun næppe havde forudset. Det gav mig en anledning til at tale langt dybere med mine brødre, end jeg nogensinde før har gjort, med undtagelse af Philip måske også dybere, end de selv har. Jeg synes, jeg kender og forstår dem bedre nu, og jeg kan ovenikøbet lide dem.”

Bogen er skrevet i et fint, lettilgængeligt og nogle steder svulstigt sprog, som meget godt kendetegner forfatteren, som vi kender fra diverse tv – og radioprogrammer, hvor han elsker at udforske sproget. Hvis man er interesseret i hans fortælling og den Danmarks historie, som den også er et udtryk for, er bogen helt sikkert læseværdig, men jeg må indrømme, at podcasten ramte mig mere.

Adrian Hughes; Mors dreng; Gyldendal; 2022; 351 sider.