En nat ved en gammel gravhøj. En fisker på tur med båden. En mand, hvis mor engang havde en abe. Det er bare 3 af de 14 historier i irske Sheila Armstrongs debutnovellesamling. Først ligner det bare enkle historier om stort og småt fra hverdagen, men snart siver det lidt skæve og foruroligende frem.

Alt er præcis som det ser ud, fyldt med hverdagens detaljer. Og så alligevel overhovedet ikke. Bag det idylliske, normale ydre, gemmer der sig flere lag. Det er ikke uhyggeligt, det er ikke skræmmende – men det er anderledes, der hvor det normale møder det unormale og ingen ved, hvor det ender.

Armstrongs noveller er underfundigt foruroligende og samtidig smukke. Det er lavmælte historier, hvor det sære langsomt lister sig frem mellem linjerne, poetisk og lidt uhyggeligt som mosekonens bryg i tusmørket. Uden store armbevægelser og ganske præcist serveres små bidder af mærkværdigt liv, til at lade sig synke ned i mere end rive med af.

Jeg var vældig fascineret af denne novellesamling, som ikke minder om noget andet jeg har læst for nylig.

Novellesamlingen er stilsikkert oversat af Signe Lyng.

Sheila Armstrong: At flå en fisk. 228 sider, Jensen & Dalgaard. Oversat af Signe Lyng, udkom 25. oktober 2022