Alt det vi fejler er en ret fin autofiktiv kortroman om kronisk sygdom, om arv og om at lægge afstand til sin arv.

Fortælleren er taget alene i sommerhus ved Vesterhavet. Vinden er kold. Hun har efterladt sin mand Johan og deres to døtre hjemme. Hun har taget fri fra arbejde. Har brug for at være alene. Hun går ved havet. Ved stranden. I sandet. Hun iagttager lyngen og hyben. Hun venter på svar på nogle prøver fra onkologisk afdeling. Tiden er på en måde ophævet. Hun er sat på standby, mens lægerne afdækker om hun er arveligt disponeret for brystkræft som hendes mor og mormor.

Tiden som begreb fylder i den korte roman. Fortid og nutid flettes sammen i teksten. Det ene øjeblik hører vi om opvæksten som datter af en kronisk syg mor og det næste øjeblik få linjer senere hører vi om naturen ved Vesterhavet. Det flyder naturligt og for mig blev læsningen en reminder om at vi bærer fortiden med os.

Udover begrebet tid fylder begrebet krop. Som noget man kan ændre på, skamme sig over, som noget der rammes af sygdomme. Men også som noget der kan skabe liv. “Det er vildt at en krop kan bygge to kroppe. Som kroppen var et værksted.”

Det er en roman om ikke at orke at besøge sin kronisk syge mor, der ikke kan klare sig selv. Og en roman om angst for, om den manglende evne til at tage vare på sig selv, gives videre fra mor til datter via gener eller miljø.

Og måske handler romanen også om usikkerhed, om bekymringen for ikke at være god nok, og om ønsket om at høre til og om at måtte være her. “Hvis jeg tager en håndfuld sand med hjem fra stranden og hælder det over i en skål: ikke mit. Heller ikke flere år efter. Lyset. Sandet. Skålen. Det har aldrig været mit.”

Det er ikke en roman med meget handling. Det der sker, sker primært inde i fortælleren. Til gengæld er det en poetisk og sårbar tekst om livet, når det er svært. Selvom teksten her handler om at være datter af en kronisk syg mor og vente svar på nogle prøver, er det i lige så høj grad en tekst om al den usikkerhed, bekymring og tvivl, der kan ramme os alle som mennesker. Fortælleren vil så gerne være en del af noget større, hvem vil ikke det?

Tina Frank (f. 1981) debuterede i 2020 med romanen Øjets anatomi. Hun har læst litteraturhistorie og er publiceret i forskellige litterære skrifter.

Tina Frank, Alt det vi fejler, Ekbátana, 92 sider, Oktober 2022.