// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Philip Khokhar: Rød nat – otte år i Kina
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » International Politik, Journalistik

Philip Khokhar: Rød nat – otte år i Kina

Skrevet af den 13. november 2022 – 03:07Ingen kommentarer

Hvordan er det helt konkret at arbejde som udenlandsk journalist i Kina? Og hvordan var det at leve i Kina under de massive corona-nedlukninger i 2020 og 2021? Det får vi en ganske udførlig indføring i i DR’s tidligere Kina-korrespondent Philip Khokhars nye bog.

Han boede i Beijing og Shanghai fra 2014 til 2022, da han til sidst ikke kunne holde det ud længere. Det var især myndighedernes kontrol med og chikane af udenlandske journalister, der til sidst blev for meget for Khokhar. Han giver i bogen adskillige eksempler på små og store episoder. Mystiske besøg i hans lejlighed, når han ikke er hjemme. Mænd og kvinder, der skygger ham på gaderne. Og ransagninger og afhøringer midt om natten. En til tider barsk behandling.

Oveni det kom så konsekvenserne af den hårdhændede nedlukning af det kinesiske samfund, som styret greb til i 2020, da coronavirussen spredte sig lynhurtigt. Khokhar beskriver blandt andet meget detaljeret hvordan han lander i Shanghai lufthavn med en kropstemperatur på 37,3. De 0,3 grader betyder, at kineserne mener, at han har feber. Han bliver derfor taget igennem et helt vanvittigt karantænesystem.

Khokhar bruger tre konkrete kinesiske personer, som han møder i professionel eller privat sammenhæng, som omdrejningspunkter og “fortællemotorer”. Det fungerende ganske udemærket, selvom det måske især med den ene kommer lidt for langt ud på et sidespor at høre om hendes barndom og opvækst.

Coronasmitten og nedlukningen fylder rigtig meget i bogen. Khokhar kommer også omkring sit arbejde i Kina og Asien fra 2014 frem til smitteudbruddet i starten af 2020. Men det fylder ikke særlig meget i forhold til perioden efter januar 2020. Og det er i grunden en skam. For karantæneforviklinger og coronabureaukrati kommer til at fylde lige lovlig meget. Ja, det bliver til sidst lidt trivielt at høre om.

Oplevelserne før corona hives mest frem, når Khokhar skal give eksempler på myndighedernes chikane af ham. Det er også vigtigt at få frem i lyset.

Men jeg kunne godt have tænkt mig mere om Khokhars oplevelser og rejser i landet i årene op til coronasmitten. Om hans møde med kineserne. Høj som lav. Og ikke kun dem, som mere eller mindre forklædt arbejder som spioner for myndighederne. Her skal det dog retfærdigvis siges, at vi hører rigtig meget om demokratibevægelsen i Hong Kong.

“Rød nat – otte år i Kina” er en af den slags bøger, der gør en klogere på Kina. På det kinesiske styre og den almindelige kineser. Samt mere bekymret for udviklingen i landet. For konsekvenserne for os i Vesten. Derfor er den selvfølgelig værd at læse.

Philip Khokhar: Rød nat – otte år i Kina. Politikens Forlag, 2022. 357 sider.

Der er lukket for kommentarer.