Simi Jan: Kære Kabul
Fremragende. Ganske enkelt. Fremragende. Frem-ra-gen-de. Så kort kan det siges om TV2-korrespondenten Simi Jans nye bog, hvor hun tager os med til de dramatiske dage i august sidste år, da Taleban på ganske få dage indtog Afghanistans hovedstad, og 20 års vestlig tilstedeværelse i landet endte med en kaotisk masseevakuering.
Når bogen løfter sig helt op i skyerne over blandt andet kollegaen Rasmus Tantholdts seneste bog, så er det fordi Simi Jan ikke blot tager os med til Kabul og de 18 dramatiske dage i august sidste år. Vi kommer også med tilbage til hendes barndom, hører om hendes forældre og hendes opvækst. Vi kommer med tilbage til dengang hun tog til Libanon for at dække en krig – og gik i fødsel alt for tidligt. Og vi kommer med ind bag facaden. Både før, under og efter turen til Kabul.
Vi hører om hvordan det er at skulle være en tilstedeværende mor og kæreste, samtidig med at man allerhelst bare gerne vil haste ud i lufthavnen og tage til sit elskede Afghanistan. Om hvordan det er at være på flugt i Kabuls nattemørke gader under en burka, samtidig med at familien holder børnefødselsdag i Danmark. Og om de psykiske eftervirkninger lang tid efter hjemkomsten.
Vi kommer helt ind under huden på Simi Jan. Og hun åbner op i en grad, som vi sjældent ser hos andre (mandlige) udenrigskorrespondenter.
Samtidig øser hun ud af den store kærlighed, som hun har til Kabul, til Afghanistan og til det afghanske folk. Man fornemmer hvordan kærligheden oser ud af siderne. Og hvorfor det bare gav så meget mening at rejse til Kabul, da alle andre rejste væk fra Kabul.
Og så er det også bare hamrende spændende at komme med på første parket, da der blev skrevet verdenshistorie. Da Vesten måtte flygte med halen mellem benene. Ydmyget af Taleban. Og hjerteskærende at høre om de mange menneskeskæbner, hvis liv blev vendt på hovedet i løbet af få dage. Hvordan familier pludselig måtte forlade deres hjemland med kun 10 kilo bagage per person. Hvordan danske diplomater flygtede ud af landet midt om natten, mens tidligere tolke og lokale ambassadeansatte var overladt til sig selv.
Glem diverse spionchef-bøger. Det her er årets julegave. Bum!
Simi Jan: Kære Kabul. People’s, 2022. 434 sider.