På mange måder kunne Claire Louise Bennett være en engelsk pendant til Helle Helle. Enten er du helt på røven over hendes måde at skrive på, eller også har du svært ved at forstå, hvad alle andre er oppe at køre over. Nogle af delene synes jeg var fantastiske og giver en ny dimension til min læsning, imens andre er banale og intetsigende tankestrømme. Og ligesom med Helle Helle må jeg indse, at jeg ikke kommer til at forstå andres begejstring.

Aldrig har jeg forholdt mig så meget til min læsning, som i starten af bogen, hvor hun dykker ned i, hvordan vi læser, bl.a. glæden i at vende sider i en bog, og hvorfor vi sjældent læser det, der står nederst på højre side. En sjov betragtning og start, som giver et metalag til læsningen, men som senere bliver et frustrationselement, fordi bogen er skrevet med meget lange afsnit uden ophold, og netop ikke skrevet på en måde, der pleaser læseren.

Romanen er uden et lineært handlingsforløb, men handler om bøger og litteraturens betydning i et menneskes liv. For mig var det et arbitrært metalag, da jeg oftest læser for andre grunde end sproget i sig selv, og er mere optaget af at få indsigt i andre skæbner. Men selve litteraturen, sproget og stilen har uden tvivl en betydning, som Bennett formår at fremhæve. Bogen er skrevet som lange tankestrømme, hvor hun hopper i tid og handling, men alligevel er det meget virkelighedsnært, som at være inden i hovedet på et menneske, der snakker med sig selv.

Nogle af de dele som har gjort indtryk, er protagonistens besættelse af litteraturen og betragtninger af dens magt. Om skriften nævnes, at det er en måde at være sammen med et andet menneske på afstand. I en anden sammenhæng beskrives, hvordan man aldrig træder ind i den samme bog to gange. Om sætningers betydninger fremhæves Anais Nins sætning om, at vi ikke vokser på en kronologisk måde og hvordan den betragtning har boret sig fast i hende. Og så nævnes det at være jaloux på en forfatter, fordi de forsvinder ind i et andet univers.

Udover tankestrømmene, er romanen også præget af en sammensmeltning af fiktion og virkelighed. Bøger smelter sammen med virkeligheden og bliver en del af os. Protagonistens egne fortællinger om den fiktive karakter Tarquin Superbus er flettet ind mellem mere virkelighedsnære betragtninger. Det minder mig om Pia Juuls betragtning ”al skønlitteratur er autofiktion og al autofiktion er fiktiv”.

Men selvom romanen har givet min læsning et metalag, så er den også fyldt af namedropping af forfattere og bøger, og lister af objekter som beskrivelser af hverdagens detaljer, som jeg ikke får noget ud af, men som mest af alt føles som at få snakket øret af – sådan en person kender vi vist alle. Måske fylder litteraturen ikke nok i mig. Eller ikke på samme måde som Bennett til at jeg forstår hendes genialitet. For i hendes forveksling af livet med litteraturen og i hendes jagt på en sætning, der kan ændre verden, bliver hendes kærlighed til litteraturen tangerende til en sygelig besættelse. Dette er dog set fra mit synspunkt, hvor litteraturen spiller en rolle, men den er ikke måden jeg oplever verden på, modsat protagonisten i Kasse 19.

Claire Louise Bennett, Kasse 19, Juni 2022, Forlaget Turbine, 246 sider.