// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » John Fairfax: Kort proces
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi, Spænding

John Fairfax: Kort proces

Skrevet af den 24. januar 2023 – 06:19Ingen kommentarer

Sæt dig godt til rette i sofaen med denne bog – for du kommer til at være vidne til noget af et retssalsdrama, der uden tvivl vil holde dig vågen til langt ud på natten.

Da Tess de Vere var jurastuderende og i praktik, overværede hun den jævnaldrende William Benson blive dømt for et mord, han hævdede, at han ikke var skyldig i. Dengang tænkte hun ikke videre over, at hun ved et kort møde med ham havde plantet et frø, som 16 år senere skulle få deres veje til at mødes. Benson har nemlig brugt sin tid som indespærret fornuftig og kan nu kalde sig for strafferetsadvokat og nyt men bestemt ikke velkomment medlem af Londons advokatstand med en håbløs sag, der skal for retten om to dage.

Tess har aldrig glemt den dengang 21-årige Benson, som blev spærret inde for en forbrydelse, han nægtede sig skyldig i, og hun føler, hun er nødt til at tilbyde ham sin hjælp. Bensons nye sag er nemlig håbløs. Sarah Collingstone, som er mor til et barn med særlige behov, står anklaget for at have myrdet sin velhavende elsker Andrew Bealing, og beviserne synes klokkeklare. Sarah sværger, at hun er uskyldig, og Benson kan ikke gøre andet end at forsøge at finde ud af, hvem der myrdede Bealing, og det på bare to dage inden Sarah Collingstone skal for retten.

Tess tilslutter sig forsvarsholdet i et forsøg på at hjælpe Benson med hans første retssag nogensinde, og fordi hun dengang for 16 år siden så noget i Benson, hun ikke siden har kunnet slippe. Der er også noget andet, der nager hende, for hvis Benson selv påstod, han var uskyldig i mordet på Paul Harbeton dengang for 16 år siden, hvem var så morderen? Hun kan ikke lade sagen ligge og påbegynder sin egen efterforskning for at finde ud af mere om Bensons fortid.

Jeg var grebet af denne bog med det samme. De to hovedpersoner Tess de Vere og William Benson er ikke som andre karakterer, jeg er faldet over, og deres indædte kamp for retfærdighed er enormt tiltalende. Plottet er interessant, og jeg ser frem til flere retssalsdramaer og en masse efterforskning i fremtiden, når der forhåbentligt bliver udgivet nogle flere bøger i serien.

John Fairfax: Kort proces, oversat af August Holst Thomsen, Forlaget Jentas, 349 sider, oktober 2022

Der er lukket for kommentarer.