// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Hanne-Vibeke Holst: Kriger uden maske
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Hanne-Vibeke Holst: Kriger uden maske

Skrevet af den 2. januar 2023 – 05:38Ingen kommentarer

De unge velstillede mennesker i 1930’ernes København har ikke de store bekymringer.

Byen summer af liv, jazz og kunstnertyperne er klar til at gå nye veje. Alligevel snakkes der om, at der er nye tider på vej og ude i den store verden er der en uro der lurer, men kan det virkelig være sandt, alt hvad der snakkes om i krogene?

Midt i alt dette er den unge kvinde Sonja, der ikke bare gør hvad der forventes, men går sine egne veje. Hun har et kompliceret forhold til sin mor, mens faren har et blødt punkt for hende og bakker op om hendes beslutninger. Hun søger ind på en Københavnsk kunstskole og lukkes ind i en kreds af unge kunstnere og digtere, der er klar til et opgør med den traditionelle kunst, borgerskabet og politik. De diskuterer, fordyber sig og skaber sig en mere fri tilværelse.

Sonja har svært ved helt at finde sig selv i alt nye, hun er dybt fascineret og forelsket, men kæmper lidt med at finde sin rette hylde i kunsten. Hun rejser til Paris og vil skabe sin egen vej og en ny forelskelse kommer til at definere hendes fremtid. Kunsten og kærligheden fylder alt.

Da krigen bryder ud skal der træffes valg og derhjemme sidder moren alene tilbage efter farens død og Sonja rejser hjem for en stund. Men kærligheden trækker og Sonja kan ikke andet end vende tilbage til Paris – selvom det er en temmelig dramatisk beslutning.

Bogen er intet mindre end fantastisk. Billedet af tiden, kvinderne, kunsten og kærligheden er virkelig fascinerende. Sonja der hele tiden søger efter den rette vej, er meget genkendeligt selv her mange år efter. Et imponerende værk om en imponerende kvinde, hvor Hanne Vibeke Holst skriver stærkt, levende og medrivende som kun hun kan.

Hanne Vibeke Holst er forfatter til en lang række romaner, bla Som pesten og har modtaget et væld af priser. Kriger uden maske er en roman om billedhuggeren Sonja Ferlov Mancoba (1911-1984) som blev en af sin generations mest betydningsfulde danske kunstnere.

Hanne Vibeke Holst, Kriger uden maske, Gyldendal, 565 sider, 2022

Der er lukket for kommentarer.